Sådan får man flere kinesiske turister

kinesiske turisterTURISME: Thailand indleder en tre måneders charmeoffensiv med frit visum for turister fra Kina, som vil besøge landet og arrangerer særlig modtagelse i kinesisk pavillon i lufthavnen i Bangkok.

I Danmark ved man godt, hvordan visumproblemer kan hindre turismen i at vokse fra Kina. Det gør man også i Thailand. Derfor bliver der på det nærmeste fri adgang fra Kina og Taiwan i tre måneder fra nu og indtil udgangen af oktober.

Den ny ordning blev fejret med VIP flyvning fra Kina til Thailand og møder på højeste plan med politikere og turistorganisationer samt immigrationsmyndigheder.

I den nærmeste tid kan kinesiske turister med kinesisk pas få adgang uden at betale visumbeløb og komme lettere gennem lufthavnen i Bangkok. I denne periode åbnes en kinesisk pavillon, store displays på kinesisk vejleder, og der er kinesisk talende personale. Samtidig åbnes tre spor udelukkende til modtagelse af kinesiske turister.

Direktøren for TAT, den thailandske turistorganisation, sagde forleden ved introduktionen, at han forventer de nye (og måske kun midlertidige) visumbetingelser vil betyde op mod 400.000 turister om måneden fra Taiwan og Kina mod normalt omkring 200.000.

Målet er at komme op på mindst fire mio. kinesiske gæster om året, og hvis det lever op til forventningerne og ikke giver immigrationsmyndighederne problemer, er det sandsynligt, at ordningen kan blive permanent.