Så gik uge 8

WEEKENDMAGASINET: Turister irriterer også i København – Pensionisters drømmerejser – Se Viktor Borge og Erik Ryge fra svensk TV – Kun laveste pris duer – Dengang der var checks til.

Af Ejvind Olesen

VICTOR BORGES LIV PÅ FILM: Nu skulle det være ganske vist. Der er endelig en dansk film på vej om Viktor Borges liv fra han startede som grøn skuespiller, til han måtte flygte som jøde til Sverige for senere at nå det store eventyr i USA. Flere bøger om emnet er udkommet blandt en, skrevet af Niels-Jørgen Kaiser ”Smilet er den korteste afstand”. – Borge var gennem hele livet en fantastisk turistambassadør for Danmark. Vi vil gerne give vort bidrag til læserne her: Gå ind på Google og søg på: Borge og Ryge – og gense uddrag fra Sverige TV2s show med Eddie Skoller, Viktor Borge og Erik Ryge. – Sidstnævnte var kendt af rigtig mange af vore læsere som min medredaktør på Take Off. Desværre lever hverken Borge eller Ryge mere.

TURISTER IRRITERER NOGLE KØBENHAVNERE: En del københavnere er trætte af byen. Værst er vilde cyklister, affald og fulderikker. Det siger halvdelen, når de bliver spurgt i en ny undersøgelse. Men ned ad på listen kan det da godt undre, at 17 procent nævner turister, som en ulempe. Vel er det ikke Barcelona, hvor man i den grad er træt af turister og deres opførsel. Alligevel er det negativt for København. Tre pladser længere nede på den danske irritationsliste kommer med 11 procent restauranter og caféer.

PENSIONISTREJSER: Det kniber for danske pensionister at få råd til det pensionistliv, som de 55-62 årige danskere drømmer om. Det fremgår af en undersøgelse, som Epinion har lavet for SEB Pension. 1.079 er spurgt om, hvad de ville bruge en drømmepension til. Svarene må glæde rejsebranchen, især hvis de adspurgte en dag skulle få råd. – Ikke færre end 69 procent voterer rejser først. Derefter følger andre fritidsinteresser med 53 procent, og først på tredjepladsen kommer børn og børnebørn med 45 procent. – Det sidste er vel et spørgsmål om de pågældende overhovedet har børnebørn. Den gode mad i hverdagen får et ja fra 45 procent, mens kun 10 procent har restaurantbesøg på listen.

CITATET; ”Flyselskaberne ved, at de kun kommer i betragtning hos kunderne, hvis de tilbyder den laveste pris.” (Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker)

SMILET: Det var midt december, lige før checks blev en historie, og i dag er ubrugelige. En ældre mand gik ind i en juvelbutik fredag aften kort før lukketid, ledsaget af en yndig, betydeligt yngre dame. Han bad om at få vist de dyreste ringe til sin kæreste. Ejeren kom selv og ekspederede og startede med ring til 20.000 kr. Manden rystede på hovedet og sagde, at han vil have noget mere specielt. Denne gang fik han forevist en ring til 50.000 kr., og nu lyste den unge dames ansigt op. Manden sagde ”Den tager vi. Jeg betaler med check. Jeg ved godt, det tager et par dage at få den verificeret. Jeg skriver den ud nu og kommer på mandag og henter ringen.- Mandag morgen ringede juveleren til den pæne ældre herre ”der var jo ingen dækning på din check.”

”Det ved jeg da godt, men lad mig fortælle dig om min fantastiske weekend…”