Så gik uge 46

Willie Walsh.

Willie Walsh.

WEEKENDMAGASINET: Næppe hjælp til Norwegian – Skagen vinder over Nordsjælland – Flyalliancer holder ikke – Irlands værste job.

Af Ejvind Olesen

FLYALLIANCER: Præsidenten for IAG Willie Walsh såede tvivl om flyalliancers betydning, da han talte på World Travel Mart i London. ”Hverken Oneworld eller Star Alliance (med SAS) skaber de værdier for kunderne, som de har gjort. Det er et spørgsmål, om de eksisterer om 10 år. Det er godt nok også dyrt at være medlem. Fremtiden tilhører joint venture samarbejde i luftfart.” Nej, han har ikke læst min artikel her på siden med samme budskab for nogle uger siden.

NORWEGIAN FÅR INGEN HJÆLP: Norwegian har igen bedt den danske regering om at hjælpe med forhandlinger med Rusland om billigere og mere direkte flyvning på vej til Fjerne Østen, for eksempel til Thailand. I en pressemeddelelse sammen med Københavns Lufthavn gør Norwegian opmærksom på, hvor meget turisme Norwegian giver Danmark – Mit gæt: Det hjælper ikke. Den danske regering vil hellere bruge kræfter på at hjælpe SAS i forhandling med russerne blandt andet om lavere priser for overflyvning af Sibirien (seks timer til Tokyo). Også en populær beslutning hos SAS personalet.

BADEHOTELLER: Når sommeren engang kommer igen, vil der på ny være konkurrence mellem Skagen og Liseleje om populariteten. På et punkt er Skagen suveræn i forhold til den nordsjællandske by, nemlig hvad badehoteller angår. Hvis man ikke vidste det i forvejen, fremgår det klart af en artikel i Frederiksborg Amts Avis. Her siger Margrata Andersson, som har købt Liselængen i Liseleje, der har været sommerpensionat siden 1936, at der nu skal bygges om.

Jeg så de 24 små værelser i brug i august for et par år siden. Jeg troede simpelthen ikke det var muligt at lancere en så ringe kvalitet i vor tid. Jeg er overbevist om, at fangerne i vore fængslet har lagt bedre forhold. Alligevel var der udsolgt. Nu skal der heldigvis bygges om til 24 moderne værelser med både bad og toilet (tænk sig). Oven i købet har det været eneste hotel i Liseleje siden Lisegården brændte. Fortæl mig aldrig, at Liseleje kan konkurrere med Skagen.

UGENS ANNONCE: Er du tykhudet som en nonne og i stand til at fungere uden søvn og kontakt til omverdenen, venter Irlands værste job som personlig assistent for Michael O’Leary, Ryanair.

CITAT: ”Mange mennesker bliver aldrig rigtigt jævnaldrende med sig selv.” (Tove Ditlevsen).

SMILET: Hvad er en guldfisk?  Det er en sild, der har arvet!