Ryanair overhaler Easyjet i København

Ryanair forleden i Københavns Lufthavn inden flyvning til Dublin.

FLYSELSKABER: Bliver alle Ryanairs 15 bebudede ruter til Københavns Lufthavn en realitet, overhaler selskabet Easyjet, der hidtil har været tredjestørst i antal passagerer. London er stadig samlet største destination til og fra København.

Ryanair meddelte i denne uge, at man også får en vinterrute med to fly om ugen fra Tenerife. I alt forventer Ryanair, når alle dets københavner-ruter er i gang, at have 118 fly om ugen til København med ca. 2,5 mio. passagerer om året.

Holder tallet på 2,5 mio. rejsende, overhaler Ryanair markant Easyjet. Det britiske flyselskab havde som 3. største flyselskab i København sidste år 1,5 mio. passagerer.

Hjemmesiden anna.aero skrev i sit nyhedsbrev i går, at Københavns Lufthavn sidste år var over 5 pct. større i antal rejsende end Oslo og 12 pct. større end Stockholm Arlanda.

Hjemmesiden har analyseret antal flysæder for den kommende vinter med de tal, der kendes indtil nu. Undersøgelsen viser som nævnt, at Ryanair står til at rykke ind som ny på tredjepladsen over de største flyselskaber i Københavns Lufthavn.

Easyjet og Ryanair vil konkurrere mellem fire byer til København, herunder to ruter fra samme lufthavn, Edinburgh og London Luton. Ryanair vil have 41 pct. flere sæder mellem Luton og København end Easyjet.

Omvendt flyver Easyjet også til København fra London Gatwick og London Stansted, selv om sidstnævnte rute står til at stoppe 2. november.

Easyjet og Ryanair kommer også til at konkurrere mellem Milano og København. Her flyver Easyjet til den større Malpensa-lufthavn, mens Ryanair bruger Bergamo. Ligeledes vil de konkurrere mellem Rom og København; her bruger Ryanair Ciampino, mens Easyjet flyver fra Fiumicino.

Selv om Ryanair kraftigt er på vej til at vokse i Københavns Lufthavn, er der stadig lang vej op til lufthavnens næststørste selskab, Norwegian, der den kommende vinter har 57 pct. flere flysæder til og fra København end Ryanair. I alt får Norwegian den kommende vinter 38 destinationer fra København, bl.a. de nye langruter til Las Vegas samt San Juan og St. Croix på De Amerikanske Jomfruøer.

7 pct. af Norwegians kapacitet denne vinter fra København bliver på langruter, der har 15 pct. flere langrutesæder end sidste vinter.

De 10 største flyselskaber i København det kommende vinterhalvår bliver, efter hvad selskaberne indtil nu har lagt ind i reservationssystemerne: SAS med 605.000 månedlige flysæder, Norwegian 201.000, Ryanair 85.200, Easyjet 61.500, Lufthansa 34.200, Air Berlin 27.400, British Airways 26.000, Danish Air Transport 24.400, KLM 24.000 og Swiss 17.900.

SAS udbyder den kommende vintersæson 3,8 pct. flere sæder til og fra København end sidste vinter. Såvel DAT som Swiss har til den kommende vinter over 10.000 flere månedlige flysæder end samme tid sidste år.

Anna.aero har også kigget på de 10 største destinationer til og fra Københavns Lufthavn den kommende vinter: til Arlanda er der 102.000 sæder om måneden, 97.600 til Oslo, 62.800 til Aalborg, London Heathrow har 56.400, Amsterdam 49.000, London Gatwick 44.900, Helsinki 42.400, London Luton: 39.200, Frankfurt 35.800 og Paris de Gaulle 35.000.

I alt er der 139.000 månedlige flysæder fordelt mellem London-lufthavnene Heathrow, Gatwick, Stansted og Luton. Easyjet har 25 pct. af disse sæder, SAS 21 pct., Norwegian 19 pct., British Airways også 19 pct., mens resten flyves med Ryanair.