Ryanair opgiver kamp mod danske fagforeninger

ryanair Boeing B737-800 flyFLYSELSKABER: Ved midnat i morgen lukker Ryanair sin base i Københavns Lufthavn. Har selskabet ikke inden onsdag kl. 18 skriftlig garanti fra Serviceforbundet om, at fagbevægelsen vil undlade konflikt mod Ryanairs fly i Billund Lufthavn, lukkes også denne base. Ryanair truer med nye sagsanlæg

”Vi har ikke hørt fra Ryanair. Vi ved bare hvad, der står i pressen,” meddelte adm. direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, i går til standby.dk.

Ryanair gjorde i weekenden nyt forsøg på at beholde sin base gennem tre år i Billund Lufthavn. Det skete i et åbent brev til formand for Serviceforbundet under LO, John Dybart. Under Serviceforbundet hører bl.a. Flybranchens Personale Union, der har stået i spidsen for kampen for at få Ryanair til at indgå danske overenskomster for ansatte stationeret i Danmark.

I brevet skrev Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, at Ryanair som bebudet lukker basen i Københavns Lufthavn tirsdag midnat (i morgen) og flytter den enlige Boeing B737-800 og de 30 besætningsmedlemmer til Kaunas i Litauen.

Eddie Wilson fortsatte, at hvis fagbevægelsen i Københavns Lufthavn, som alligevel fra 18. juli indleder konflikt mod Ryanairs fly, selv om de kommer fra baser uden for København og begrundet i, at Ryanair stadig har base i Billund Lufthavn, vil man også lukke denne.

Fagbevægelsen har fra 23. juli også mulighed for at konflikte mod Ryanair i Billund Lufthavn og i Aarhus lufthavn – selv om Ryanair ikke har noget fly stationeret i Aarhus; den enlige Ryanair-rute til Aarhus kommer ind fra Luton ved London.

Eddie Wilson skriver, at i de tre år, Ryanair har haft base i Billund Lufthavn – stiltiende accepteret af fagbevægelsen – har man fløjet millioner af passagerer til Billund Lufthavn og ifølge Ryanair ”skabt tusindvis af arbejdspladser” og udviklet turistindustrien i det vestlige Jylland.

”Vores ansatte holdes som gidsler pga. jeres bizarre ageren,” skriver Ryanairs personaledirektør til Serviceforbundet og tilføjer, at han ønsker skriftlig bekræftelse på, at der ikke kommer blokade mod Ryanairs fly, der kommer ind til København fra 18. juli, da de kommer fra baser uden for Danmark. Har Ryanair ikke denne bekræftelse på onsdag 15. juli kl. 18, lukkes Billund-basen fredag midnat i denne uge.

Og kommer der alligevel aktioner mod Ryanair i Københavns Lufthavn, vil flyselskabet anlægge sag ved domstolene, hedder det.