Ryanair klar med nye ruter til København

Ryanair, københavns lufthavnFLYSELSKABER: På et pressemøde i morgen, torsdag, i København forventes Ryanair at oplyse om de yderligere 10 nye ruter, selskabet i år vil åbne fra Københavns Lufthavn. Foreløbig er der navn på tre. Ryanair åbner sidst i marts base i Københavns Lufthavn og stationerer i løbet af året fire Boeing B737.

Ryanair har igen indbudt til pressemøde i København og denne gang forventes det store irske flyselskab at sætte navn på nogle, måske alle, de 10 nye ruter, selskabet har bebudet man yderligere vil åbne i år.

Ved præsentationen af Ryanairs indryk i Københavns Lufthavn sidste efterår oplyste selskabet kun om tre ruter fra København – til Luton ved London, Bergamo i nærheden af Milano og Warszawas anden-lufthavn, Modlin. Ryanair forventer i sit første år i Københavns Lufthavn over en mio. rejsende.

Selskabet vil i første omgang stationere fire B737-800 (i starten dog kun én) i Københavns Lufthavn og åbne i alt 13 ruter i år.

Når Ryanair er klar med de øvrige 10 ruter fra Københavns Lufthavn kommer de øvrige tre B737 – dermed kommer Ryanair op på over 100 ugentlige flyvninger på Københavns Lufthavn.

Ryanair mangler også at oplyse, hvilket handlingselskab der skal ekspedere flyselskabet i Københavns Lufthavn. Ryanairs forventer samlet 102,2 mio. passagerer i regnskabsåret der begynder til april – tidligere lød estimatet på 97,5 mio. rejsende.