Ryanair brugt i falsk flygtningekampagne

Foto fra den falske pressemeddelelse om at Ryanair ville flyve flygtninge fra Sydeuropa til bl.a. Danmark.

Foto fra den falske pressemeddelelse om at Ryanair ville flyve flygtninge fra Sydeuropa til bl.a. Danmark.

MISINFORMATION: I nogle timer i går fremgik det i flere medier, at Ryanair ville blæse på eksisterende EU-regler og gratis flyve flygtninge fra bl.a. Syrien fra sydeuropæiske lufthavne til Danmark og andre nordeuropæiske lande. Men der var tale om et fupnummer, som Ryanair intet havde at gøre med.

På den falske hjemmeside, RyanFair.org, fremgik det, at Ryanair ville give flygtninge lov til at rejse med selskabets fly til Danmark og Vesteuropa. Flyselskabet ville ifølge misinformationen betale omkostningerne ved at overtræde EU’s regler om illegal indvandring.

Forfalskningen var godt lavet og mindede om en normal pressemeddelelse fra Europas største flyselskab. ”Tilbuddet” fra Ryanair gik på, at flygtninge strandet i Grækenland og Østeuropa skulle flyves til Danmark og andre lande i Vesteuropa.

”Vi står over for en stor humanitær katastrofe, derfor lancerer vi vores mission: Vi har besluttet at gøre vores ruter fra Grækenland og Østeuropa tilgængelige for flygtninge. Vi tager det ansvar, som regeringerne ikke lever op til. Vi vil stolt dække alle omkostningerne ved at overtræde loven,” hed det i den falske pressemeddelelse, som blev afvist af Ryanair som ren opdigtning.