Ryanair bruger overborgmester til reklame

ryanair, frank jensenFLYSELSKABER: Ryanair hævder, at den megen medieomtale af Københavns overborgmester Frank Jensens forbud mod, at ansatte i Københavns Kommune bruger Ryanair på tjenesterejser har givet kraftig trafik på flyselskabets danske hjemmeside og mange uopfordrede pilotansøgninger.

Frank Jensen og en række andre borgmestre i Storkøbenhavns forbud mod at kommunalt ansatte tager på tjenesterejse med Ryanair fra Københavns Lufthavn, har øget salget hos Ryanair, hævder selskabet, der takker Frank Jensen.

”Let’s Be Frank” (Lad os være Ærlige, red) hedder det bl.a. i en af de ”takke-annoncer,” Ryanair har udarbejdet de seneste dage. En anden annonce-overskrift er bare ”Thanks Frank.”

I følge Ryanairs pressechef, Robin Kiely, er Ryanair nu det hurtigst voksende flyselskab i Danmark – og Frank Jensens forbud mod, at Københavns Kommune bruger Ryanair på tjenesterejser, gav sidste uge 45 pct. mere trafik på flyselskabets danske hjemmeside.

Ligeledes, hævder Ryanair, gav omtalen af forbuddet over 100 uopfordrede ansøgninger om ansættelse i Ryanair fra danske piloter.

Ryanair har foreløbig fire ruter til og fra Københavns Lufthavn, til Dublin, London Luton, Milanos sekundære lufthavn, Bergamo, og Warszawas sekundære lufthavn, Modlin. Fra efteråret er der bebudet yderligere otte.

Den danske fagbevægelse kan måske allerede 15. juni få kendelse fra Arbejdsretten om den må indlede konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

Den dag skal Flyvebranchens Personale Union og Ryanair, fremlægge sine argumenter for dommerne, der skal afgøre, om der må laves konflikt og sympatikonflikt mod Ryanair.

Advokat i LO, Peter Nisbeth, sagde sidste uge til Avisen.dk, at der kan være mindst tre udfald på kendelsen fra Arbejdsretten: Dommerne kan give fagbevægelsen ret til konflikt mod Ryanair, dommerne kan beslutte at spørge EU-Domstolen eller få sagen behandlet efter irsk lovgivning, da Ryanair har hovedkvarter i Irland.