Ryanair angriber Lufthansa og Air Berlin

0

ryanair Boeing B737-800LUFTFART: Mens Ryanair i dag har ca. fem pct. af passagererne på de europæiske ruter til og fra Tyskland, forventer man i 2020 at nå op på 15-20 pct. I øjeblikket har Ryanair størst fokus i Køln, hvorfra det bl.a. sidste måned åbnede på København.

I tillæg til de ruter Ryanair i år har åbnet til og fra Køln, får selskabet fra næste års sommerprogram yderligere otte. Det siger marketingsdirektør, Kenny Jacobs.

I år har Ryanair åbnet ruter fra Køln til udover København også Berlin Schönefeld, Gran Canaria, Milano (Bergamo), Porto, Valencia og Warszawas sekundære lufthavn (Modlin). Fra næste år åbner Ryanair også fra Køln til Malta.

Ifølge Ryanair har selskabet i år haft vækst i Køln på 40 pct., svarende til 700.000 flere udbudte flysæder til samlet 2,4 mio. på de 19 ruter til og fra Køln.

Samlet har Ryanair næste år planer om yderligere 31 nye ruter til og fra Tyskland. I dag er Ryanair ifølge hjemmesiden anna.aero fjerdestørste flyselskab i Tyskland efter Lufthansa, Air Berlin og Lufthansa-ejede Germanwings målt i antal ugentlige flysæder.

”Hver gang Ryanair modtager en ny Boeing B737 er vores første tanke, kan vi bruge flyet på nye tyske ruter? Vi ser stort potentiale i Tyskland – bl.a. som følge af Lufthansas mange pilotstrejker og Air Berlins mange økonomiske udfordringer,” siger Kenny Jacobs og tilføjer: ”Vi vil udfordre Lufthansa, Air Berlin og Germanwings. Vi taler med nærmest alle tyske lufthavne – undtagen Frankfurt.”

Ryanair betjener i dag 13 tyske lufthavne og har foreløbig seks tyske baser med stationerede fly; fra næste sommersæson kommer den syvende, Berlin Schönefeld, ifølge Ryanair selskabets 73. i Europa.

Ifølge anna.aero er Ryanair nu største flyselskab i Italien med markedsandel på 26 pct. på de europæiske ruter fulgt af Alitalia, Easyjet og Vueling.

Det samme er tilfældet i Spanien, hvor Ryanair, ifølge egne tal, har en markedsandel på 18 pct. og er større end Iberia og Vueling (der er i IAG-familien med Iberia).

I Frankrig er det irske selskab tredjestørst (syv pct. af markedet), kun overgået af Air France og Easyjet – det samme er tilfældet i Storbritannien, hvor British Airways og Easyjet også her er større end Ryanair, der har 17 pct. af markedet.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn