Rift om de danske sommerhuse

sommerhus stauningSOMMER I DANMARK: Der er mange ledige sommerhuse til udlejning for tiden, og det gode vejr gør, at de på det nærmeste bliver revet væk.

Det flotte og varme danske sommervejr skaber de bedste betingeler for udlejning af sommerhuse og tilstrømning til campingpladserne. En af de største danske ferieportaler, Cofman.com, som dækker noget i retning af 95 procent af sommerhusene, oplyste i går, at de solgte udlejning for en kvart mio. kr. i timen.

”Spændende at se om der bliver udsolgt inden på lørdag, ” siger salgsdirektør R. Mygind i en pressemeddelelse. August er nemlig den store måned for udlændinge, mens danskerne selv sætter sig på juni og især juli måned.

Alligevel viser en analyse, at der fortsat er rabat på hver fjerde ledige sommerhus. De billigste huse i undersøgelsen er nede i 2.500 kr. for en uge. Det er sat 1.000 kr. ned. Det dyreste koster 30.000 kr. i Sønderjylland, men så er der også plads til 30 personer. Den største rabat er på 9.200 kr. for et hus til 13.800 kr. for en uge med plads til 26 personer.

Måske sandhedens time også er kommet til sommerhusudlejerne, når man ikke kan sælge ophold uden rabat på et tidspunkt, hvor sandet ved havet brænder under fødderne på samme måde som på Mallorca og Rhodos.

Det må være som at sælge ænder med rabat to dage før juleaften.