Rejseudstillinger fænger ikke mere i storbyer

2

Ferie messe i forum -22-1-2016-70TORSDAGSKLUMME: Enten er de bare dygtige til at skabe en rigtig ferieudstilling uden for de større byer med Helsingfors som en undtagelse, eller også er både interesse og købsmønster et andet.

Af Ejvind Olesen

Dugfriske besøgstal fra ferie-og rejsemesser i København og Helsingfors talte sit tydelige sprog. 67.000 i Helsingfors og 6.000 i Forum i København. Engang var de lige store, en overgang var København (Bella Center) størst med 49.000 et enkelt år, ellers omkring godt 40.000.

De seneste år er besøgstallet i Helsingfors bare vokset, mens det er faldet drastisk efter at feriemessen i København er gået den anden vej efter flytningen til Forum, hvor den også helt har ændret karakter.

Om en måneds tid venter endnu en ferieudstilling i Messecenter Herning med sikkert over 60.000 besøgende. Ude omkring er den store internationale messe i Gøteborg lukket og blevet til en lille udstilling i Stockholm. I Oslo er det gået på samme måde. I London er publikumsbesøget også faldet drastisk, ligesom på flere tyske messer, mens det ser ud til at ITB i Berlin kan holde stilen.

Når man diskuterer denne udvikling med diverse fagfolk, er der jo nogen med en kvik bemærkning som ”Hvad i alverden skal folk ellers lave en vinterweekend i Herning eller Helsingfors? ”. Men det er for let. Andre vil påstå, at distributionsmønstret er ændret totalt. Er det da ikke det i Herning og Helsingfors?

Sagen er nok, at de simpelthen er dygtigere til at få rejsebranchen op på mærkerne. At de er dygtige til at skabe stemning og ferieoplevelser og ikke bare plakatudstillinger garneret med brochureudlevering. For uden branchens velvilje – og ikke vrangvilje – har en ferieudstilling ikke en chance.

I Finland repræsenterede 56 procent af udstillerne finske ferieprodukter. Et sådant tal har vi aldrig været i nærheden af hverken i Bella Center eller i Herning. Og udstillingen i Forum handler nu kun om ferie i udlandet.

Den udvikling har de danske producenter en stor del af skylden for. Deres marketingmidler er både få og små for manges vedkommende. Danmark er et pragtfuld land at holde ferie i, men mulighederne til danskerne kunne sælges meget bedre. Hvem tager initiativet til en udstilling med over halvdelen af udstillerne fra Danmark – som i weekenden i Finland?

Vel, jeg tvivler måske på, at besøgstallet til en udstilling med rigtig mange danske tilbud ville blive et hit i København. Og danskerne rejser til udlandet mere end de fleste europæere, og det skal vi blive ved med.

Men hvad så med en vinterudstilling om Ferie i Norden. Den kunne blive spændende og måske sætte svage besøgstal i vejret. Fremtiden tilhører nicherne.

Undtagen i Herning. Det vil de have meget af det hele. Og det får de også. Inklusive et rekordstort publikum – alt imens vi skrumper i København.

2 KOMMENTARER

  1. Her bør måske knyttes en lille kommentar.
    Efter min bedste vurdering havde Ferie i Bella udviklet sig til en omgang camping-hoppeborg-swimmingpool-hotdog- og sild fra Bornholm gøgl. Totalt useriøst og i den grad uambitiøst. Derfor døde Ferie i Bella. Det havde ingen berettigelse til sidst.
    For en stor del af publikummet som besøgte Ferie i Bella, nærmest løb ind med kun et formål, at rage til sig. -Hvor kunne man få noget GRATIS, om det så var en kuglepen, en piratos, eller et lille glas vin, bare det var gratis!
    For små niche rejsebureauer var det et mareridt, hvordan skulle man skulle trænge igennem det cirkus og tilbyde købelystne kunder et seriøst produkt i pommesfrites’s dunst med højt klim-bim musik som baggrund?
    Nej tak siger jeg herfra.
    Herning har et stort opland, her har de besøgende fra nær og fjern en god mulighed for at se, opleve og købe rejser på et sted. I København har du hele palletten i en by, så folk behøver ikke nødvendigvis besøge en rejsemesse. Gør de det alligevel, så er kvaliteten i Ferie I Forum og Øksnehallen efter min vurdering en helt anden. Kunderne kommer for at lytte, tale, og sanse, vel og mærke i ro og magelighed, med kun et formål at orienterer sig og få inspiration om rejsemål.
    Så, det er ikke størrelsen det kommer an på – det er altid kvaliteten!

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn