Rejsejournalistikken, der bliver væk

WEEKENDKLUMME: Lykken er ikke bare en pressemeddelelse. Det kniber en hel del med kontakten mellem rejsebranchen og medierne i takt med, at stoffet nedtrappes, og store aviser har udliciteret og flyttet eller sagt farvel til de faste medarbejdere på stoffet.

Af Ejvind Olesen 

Rejsestoffet er ikke, som det var engang. I hvert fald ikke i danske medier. Og det er ikke udelukkende internettets og de sociale mediers skyld.

”Du skal vide, at det er ikke sådan at få den rigtige kontakt med en avis eller et medie i det hele taget, som dengang du var på et stort dagblad.”

Sådan sagde en kendt rejsebureaudirektør til mig, da vi talte om rejsestoffets placering i mediebilledet.

”Vi synes lige, vi er ved at have skabt en forbindelse, så er den pågældende journalist der ikke mere. Eller vedkommende er flyttet til et andet stofområde med mere prestige.

Vort rejsestof, det være sig nyheder eller reportagerejser, lider i især under, at store aviser som Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har udliciteret til et bureau og på den måde nedgraderet ferie- og rejsestof som noget, deres egne journalister åbenbart ikke skal spilde tiden med. Men da der er gode annoncer i det, køber man andre til at klare det redaktionelle.” slutter han.

Min kilde har ret, selv om der er undtagelser. Jeg håber, det varer ved, især på min gamle arbejdsplads Berlingske (og BT), der fortsat har egen rejseredaktion.  Det øvrige er en beklagelig udvikling, når man betænker, hvordan netop de to før nævnte aviser havde glimrende rejsejournalister og masser af godt forbrugerstof.

Hvad jeg i øvrigt hører fra flyselskaber, bureauer og rederier er: ”Vil man arrangere et pressemøde i dag, skal man som arrangør være glad for, om der overhovedet kommer nogen.”

Ofte er det yngste praktikant, der får tjansen. Eller dygtige og rutinerede pensionister, som ikke mere har nogen steder at afsætte stoffet. Hvis de mere etablerede kolleger kommer, er de næsten på vej ud igen, inden mødet er kommet godt i gang. De skal hjem og arbejde – ofte med noget helt andet.”

Flere kilder fortæller mig, at selv om de henter interessante personer op fra hovedkvarteret i udlandet, kan de risikere, at flere af de tilmeldte journalister alligevel ikke dukker op, og da er det mildt sagt en flovmand over for ens foresatte. Man skal heller ikke være blind for, at jo flere helt urutinerede, der kommer, desto færre bliver de kvalificerede spørgsmål, som kan gøre et pressemøde til andet og mere end bare et PR-træf.

Det skaber alt sammen et marked for pressemeddelelser. Få med virkeligt indhold, mange helt uden den forbrugerorientering med nyheder, som man da i det mindste må kunne forlange. Andre som rene salgsbreve, som slet ikke fortjener betegnelsen pressemeddelelser.

En meget stor del ender i papirkurven eller med et tryk på delete-knappen. Men et eller andet sted sidder nok en grøn praktikant, som kan bruge noget til at fylde ud. Det har de desværre ofte ret i.

Lad mig nævne et eksempel fra et ferieland jeg holder meget af, nemlig Thailand. Det virker som TAT – Det thailandske Turistforbund – har investeret næsten alle sine penge i et pressebureau. At modtage en pressemeddelelse fra Thailand er næsten som at skulle spise flødebolle nr. 10, når man har sat ni til livs.

Ofte kommer der mails, betegnet som pressemeddelelser, til danske redaktioner to gange om dagen. Nu og da med helt ubetydelige nyheder så som, ”at nu har man besluttet at køre en kampagne i Australien” – and so what! Hvad skal vi bruge en sådan information til?

Jeg tror, mine mange venner i Thailand giver mig ret. Siden 1974 har jeg skrevet rigtig mange artikler om turisme, miljø og hoteller i Thailand. Begejstret, ja i langt de fleste tilfælde. Ikke mindst fordi Thai Airlines (både som SAS-partner i sin tid), og senere har været en fortræffelig promotor for Thailand i Skandinavien. Og har en stor del af æren for, at så mange skandinaver sætter kursen mod landet nu til vinter.

Nej, dette er ikke en kommentar ment som en kritik af den stigende produktion af pressemeddelelser, men måske snarere en udfordring til afsenderne om at tænke nye tanker, som bladledere og medier i det hele taget er nødt til hver eneste dag. Og have respekt for noget af det mest læste i en avis – og sikkert også på nettet – nemlig rejsestof.

Afsenderen af pressemeddelelser i rejsebranchen skal nøje undersøge, hvordan de bruger pengene. Gerne bruge mere tid på , hvordan forholdet til pressen bliver bedre, stille spørgsmål om, hvor forbrugerorienteringen blev af , dyrke deres kilder lidt bedre, være mere synligt aktive. Der skal være en nyhed, et markant budskab, eller en givtig baggrundsorientering på et pressemøde.

Ellers skal man ikke ulejlige travle folk. Så har man selv været ude om det.

God weekend