Rejsejournalister satte fokus på rejser og terror

Fra venstre rejseredaktør Tina Krongaard, Politiken, redaktionschef Eric Andersen, Motor, pressechef Nicolai Johnsen, Star Tour, direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours og rejsejournalisternes formand, Anne-Vibeke Isaksen. (foto: Aage Krogsdam)

Fra venstre rejseredaktør Tina Krongaard, Politiken, redaktionschef Eric Andersen, Motor, pressechef Nicolai Johnsen, Star Tour, direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours og rejsejournalisternes formand, Anne-Vibeke Isaksen. (foto: Aage Krogsdam)

TURISME: Danske Rejsejournalister havde forleden debatmøde om en verden med stadig mere terror – også i mange af de lande, danskerne rejser til.

Mødet blev holdt på Hotel Wakeup Copenhagen, hvor Danske Rejsejournalister satte fokus på emnet rejser og terror ved en paneldebat.

Panelet bestod af Politikens rejseredaktør, Tina Krongaard, redaktionschef på FDMs medlemsblad, Motor, Eric Andersen, samt fra charterrejsebranchen adm. direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours og pressechef i Star Tour, Nicolai Johnsen.

Foreningens formand, Anne-Vibeke Isaksen, bad paneldeltagere sætte ord på den nuværende situation når det gælder rejser og terror.

Nicolai Johnsen fra Star Tour konstaterede, at der nærmest dagligt er nye beretninger om emnet. Og selvfølgelig skal medierne skrive om terror på f.eks. rejsemål, men de skal huske de rette proportioner i formidlingen, sagde han.

Tina Krongaard var enig i, at der skal rapporteres om uroligheder, men gjorde det klart, at man indimellem må ændre sin timing.

Peder Hornshøj betonede, at danskerne har tendens til hurtigt at glemme uro og at rejsemål, der lige efter uro ikke anbefales af Udenrigsministeriets Borgerservice, hurtigt kommer sig. Han nævnte, at han ikke altid var enig i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, men at Bravo Tours naturligvis altid retter sig efter dem.

Peder Hornshøj sagde også, at medierne skal tage deres ansvar alvorligt – det, der bringes til torvs, skal være fakta.

Nicolai Johnsen fra Star Tour supplerede, at der er forskel på rejse- og nyhedsjournalister. Da det tit skal gå meget stærkt for nyhedsmedierne, sniger flere fejl sig ind, mente han.