Protest mod Ryanair i Danmark

Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union foran Arbejdsretten i går, foto: SGH-Klubben.dk.

Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union foran Arbejdsretten i går, foto: SGH-Klubben.dk.

FLYSELSKABER: Flere hundrede medlemmer af faglige organisationer demonstrerede torsdag foran Arbejdsretten mod Ryanair. Anledningen var, at Flyvebranchens Personale Union, FPU, og LO havde første forberedende retsmøde i sagsanlægget mod Ryanair.

FPU/LO vil have rettens ord for, at Ryanair er omfattet af dansk lovgivning, og at en konflikt mod Ryanair derfor er lovlig.

De røde faner smældede foran arbejdsretten, da et par hundrede fra en bred alliance af danske fagforbund demonstrerede med krav om overenskomster til Ryanairs ansatte i Danmark.

”Hvis det bliver i orden at ansætte uden overenskomster, vil det være en bombe under det danske arbejdsmarked,” sagde en af de fremmødte, Lone Skov Al Awssi, salgskonsulent i SAS.

Og mens demonstranterne sang fællessang på gaden, sad repræsentanter for Flyvebranchens Personale Union, FPU, med Ryanairs irske personaledirektør Eddie Wilson i retten indenfor.

Her skulle arbejdsretten tage stilling til, om den konflikt mod Ryanair, LO har varslet, er lovlig. Det kom der dog ikke noget svar på ved første retsmøde, kunne formanden for FPU, Thilde Waast, bagefter fortælle de fremmødte.

”Arbejdsretten har taget sagen ind som hastesag, og vi skal mødes næste gang 26. marts. Vi har kun drøftet det processuelle i arbejdsretssagen, men indtil videre er vi rigtig glade for resultatet,” sagde hun.

Ryanairs personaledirektør, derimod, holdt fast i, at Ryanair har aftaler med alle ansatte og lagde dermed ikke op til deciderede forhandlinger med de danske fagforeninger.

”Den måde, vi har opereret på, med vores egne kollektive aftaler med vores egne ansatte, vil fortsætte” sagde Eddie Wilson, personaledirektør i Ryanair, ifølge Politiken.dk

Tidligere har Ryanair slået fast, at de vil tage sagen til EU-retten, hvis de ikke får medhold af den danske arbejdsret.

Arbejdsretten holder sit næste møde 26. marts. Her tager retten stilling til, hvornår den vil træffe sin endelige afgørelse.

”Det her var det igangsættende møde. Vi er glade for, at det er en hastesag,” siger Thilde Waast formand for Flyvebranchens Personaleunion, FPU.