Privat indkvartering med varmedunk

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Hverken Horesta eller Danske Vandrehjem ser nogen trussel i privat indkvartering, som er langt billigere. Det kunne de ellers godt gøre. Hver tiende har boet privat. Det har jeg også.

Af Ejvind Olesen

Læste med forundring om privat indkvartering i Nordjylland, som tilsyneladende ikke spiller nogen roller. Hverken for hotellerne ifølge Horesta eller for Danhostel, vandrehjemmene.

”Vi kan ikke mærke noget,” oplyser de til Nordjyske Medier. Samtidig har Horesta foretaget en analyse, som viser, at hver tiende danske har prøvet at være privat indkvarteret. Det vender vi tilbage til.

Helt genialt bliver det, når en professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet, Anders Drejer, bidrager med sin viden med følgende udtalelse: ”Det giver flere muligheder for at holde ferie.” Ham må VisitDenmark have fat i med det samme, som en sand ekspert.

Selvfølgelig er det konkurrence til hoteller og vandrehjem al den stund, det er væsentligt billigere. Og næsten selvfølgelig opgives indtægterne fra private hjems udlejning af værelser en nat eller to ikke til skattevæsenet. Og selvfølgelig er der ikke lagt moms på udlejningen i langt de fleste tilfælde.

Dermed være ikke sagt, at den del af turismen i Danmark skal stoppe. Dermed være heller ikke sagt, at de ikke skal betale skatter og afgifter. Men hvis de gør, kommer priserne over vandrehjem og tæt på de billigste hoteller. Ellers kan det næppe betale sig.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at det især er folk med indtægter over 400.000 kr. om året, som benytter sig den private indkvartering. Sammen med de helt unge naturligvis.

Ja, jeg har prøvet. Oven i købet i en test på forbrugernes vegne i den tidlige sommermåned i Skotland. Først i Edinburgh, hvor der både i det danske charterprogram og i et pakkerejseprogram fra SAS, var tilbud om privat indkvartering.

Det skulle vise sig, at de var såre forskellige. Charterbureauet, det daværende Coral Rejser, havde personlig kontakt til en række enlige ældre damer i store huse med masser af plads. Separate badeværelser og alle faciliteter.

I SAS-programmet havde incomingbureauet valgt at satse på familier, hvor den ældste datter eller søn havde forladt hjemme, og deres værelse kunne udlejes til turister om sommeren. De logerende sov på det nærmeste i fodenden hos forældrene. Behøver jeg at sige, hvem der havde størst succes?

Derefter tog jeg bilen nordpå, og det var ret koldt oppe i højderne, til Inverness. Den modtagelse glemmer jeg aldrig. To ældre damer – det synes jeg i hvert fald dengang – havde redt op i et dejligt værelse i deres store ellers halvtomme villa. Da jeg kom tilbage efter en middag i byen, havde de tændt op i pejsen og bød på hygge-te og kager.

Snart meldte døsen og trætheden sig, og jeg trak op på mit værelse. Blot for at opdage, at de to elskelige værtinder havde lagt en varmedunk i min seng, lagt badekåbe og store håndklæder frem og opfordrede mig til at tage et varmt bad.

Næste morgen serverede de engelsk morgenbord, inden jeg skulle med flyet til London.

Ville jeg have oplevet det på et lidt halvtrist hotel i Inverness? Nej. Betalte de skat af det de på den måde tjente i den korte sommer i det nordlige Skotland? Jeg aner det ikke. Ville jeg selv i dag vælge privat indkvartering? Aldrig!

Men intet er bare sort eller hvidt. Heller ikke Zimmer Frei.

God weekend.