Populær italiensk turistchef på besøg i København

Piergiorgio Togni sammen med Raffaella Zaccai og Tatjana Familio, begge fra Turismofyg i Cervignano.

Piergiorgio Togni sammen med Raffaella Zaccai og Tatjana Familio, begge fra Turismofyg i Cervignano.

TURISME: Han var fem år som turistchef i Danmark; senere blev han generaldirektør for italiensk turisme, og i dag indrømmer han, at ENIT ikke er, hvad det har været.

Det var et flot arrangement med workshop og afsluttende med fremragende prøver på italienske vine og gastronomiske specialiteter fra Friuli Venezia Giuli-området, der strækker fra Adriaterhavet til Dolomitterne, som forleden blev holdt på Hotel Marriott i København..

Den lokale, italienske region havde samlet et halvt hundrede turoperatører og presse med Comitel som arrangør. Comitel er det firma, som den fhv. turistchef i København, Piergiorgio Togni, har startet nu med en snes ansatte. Han sluttede på toppen af sin karriere som generaldirektør for ENIT i Rom.

”Dejligt at være i København igen, ” sagde han til standby. dk. ”Også selv om det kun er for en enkelt dag. Desværre er ENIT (Italiens Turistbureau) ikke, hvad det har været. Derfor bliver de enkelte regioner mere og mere selvstændige, som tilfældet er med dette møde i Danmark.

Jeg var turistchef i København i fem år, da ENIT var et af de største turistbureauer i Danmark med mange ansatte. Vi var med i alt. Udstillinger, workshops store arrangementer og daglig kontakt med rejsebureauer og presse.

Nu er bureauet i København lukket, men heldigvis myldrer det med danske turister i Italien alligevel. Tænk også på de mange lavprisselskaber, ligesom bilturismen vokser støt.”

Efter København blev Piergiorgio chef for Skandinavien i Stockholm. Derefter i Tyskland, et meget stort marked for Italien. Derfra gik turen så helt til tops hjemme i Rom.

Italien vender dog tilbage til Danmark i april med en samlet workshop for hele landet.