Passagerrekord i Københavns Lufthavn

1

københavns lufthavnLUFTFART: Tæt på tre mio. passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i juli, det højeste antal nogensinde på én måned og 9,6 pct. flere end i juli sidste år.

De knap tre mio. passagerer sidste måned i Københavns Lufthavn er ny rekord: Aldrig før er så mange rejst gennem lufthavnen på én måned.

“De tre mio. passagerer i lufthavnen i juli i år var væsentligt over forventningerne. Det høje antal vidner om, at Danmark er et attraktivt ferieland for mange, og at danskerne i høj grad rejste udenlands i sommerferien. Mange valgte kendte destinationer i Sydeuropa, men den største stigning så vi på de interkontinentale ruter. Her var der 10 pct. flere rejsende end i juli sidste år,” oplyser Københavns Lufthavn.

Sammenlignet med sidste sommer er der åbnet en række nye langdistanceruter fra Københavns Lufthavn, bl.a. SAS-ruten til Boston, ligesom flere selskaber i dag flyver med større fly og har flere afgange.

Københavns Lufthavns 10 største destinationer

År til dato er trafikken i Københavns Lufthavn steget 10,7 pct. og 16,6 mio. er rejst igennem lufthavnen i årets syv første måneder.

De 10 største destinationer i juli i Københavns Lufthavn var: London-lufthavnene (221.000 rejsende og vækst på syv pct. i forhold til juli sidste år), Oslo (125.000 og plus syv pct.), Stockholm (103.000 og plus syv pct.), Paris (89.000 og plus fem pct.), Amsterdam (83.000 og plus fire pct.), Helsinki (77.000 og minus to pct.), Mallorca (76.000 og plus 29 pct.), Island Keflavik (68.000 og plus 25 pct.), Frankfurt (66.000 og minus seks pct.) og Malaga (63.000 rejsende og plus 30 pct. flere i forhold til juli sidste år.)

1 KOMMENTAR

  1. Det er flot, at CPH kan levere sådan en passagerfremgang.

    MEN lufthavnen halter langt bagud, når der er så travlt. Det virker som om CPH ikke er gearet til at håndtere så mange passagerer.
    Bare se på security. Det har været helt horribelt denne sommer med laaaange køer og uhøfligt personale.

    Det er altså ikke godt nok, at sætte nogle skilte op med, “at der idag er ekstraordinært mange passagerer”. Det holder ikke. Ligesom det ikke hjælpe at udbygge security med flere spor, når de ikke er åbne.

    Jeg har 5 gange i juli måned oplevet at køen til security starter ved trappen op fra check-in i terminal 3. Det er uacceptabelt. Og når man så når frem til sikkerhedschecket, så ser man at det kun er 14-15 spor ud af 20, der er bemandet. Det er håbløst. Hvordan skal det gå, når lufthavnen når sit mål om 40 mio. årlige passagerer???

    Det er dejligt, at lufthavnen investerer. Desværre bliver langt de fleste penge investeret på airside. Men terminal 3 har snart nået sin kapacitetsgrænse. Der er ganske enkelt ikke plads, når ankommende passagerer bliver sluset ud midt i check-in området.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn