Passagerkaos truer norske lufthavne

oslo lufthavn fly passagererLUFTFART: Fører mægling ikke til resultat lukker Oslo Lufthavn fredag morgen kl. 6 for afrejsende – fly kan lande, men ankomne passagerer kan ikke flyve videre. Også andre norske lufthavne rammes af strejken.

Forhandlinger om ny overenskomst mellem arbejdsgiverne, NHO, og fagforeningen Parat brød sammen i går.

Parat har varslet, at op til 531 ansatte fra Nokas Aviation, der står for sikkerhedskontrol i norske lufthavne, kan strejke fra fredag morgen.

Bliver strejken en realitet, starter den fredag morgen kl. 6 – og betyder at lufthavnen lukker for alle afrejsende. Dem forventes der over 42.000 af på fredag.

De strejkeudtagne medarbejdere fra Nokas Aviation har en central rolle i lufthavnens sikkerhedskontrol, personaleindgange og bagageanlæg, oplyser Oslo Lufthavn.

I første omgang har Parat meddelt, at 250 af lufthavnens Nokas-ansatte vil strejke, heraf 170 i selve sikkerhedskontrollen. De 170 færre betyder reduktion af kapaciteten på 70 pct.

”Med en så stor kapacitetsreduktion, vil afgangshallen hurtig blive fuld, hvilket vil give store sikkerhedsmæssige udfordringer. Derfor vil vi ved en strejke helt lukke for afrejsende passagerer,” siger Oslo Lufthavns kommunikationschef, Joachim Westher Andersen.

Fly vil kunne lande i Oslo og passagerer på ankommende fly berøres ikke af en eventuel strejke – med mindre de skal videre med andre fly fra Oslo.

En lukning af Oslo Lufthavn vil have store konsekvenser for norsk luftfart, der ventes flyaflysninger og store forsinkelser. Parat har også varslet strejker i andre norske lufthavne – omkring halvdelen af flypassagererne i Norge rejser indenrigs.

Oslo Lufthavn og 45 andre statslige norske lufthavne drives af Avinor. Gennem dets lufthavne passerer årligt ca. 50 mio. flypassagerer – halvdelen i Oslo.