På Memory Lane med Simon Spies

0
simon-spies-i-leopard
Simon Spies.

simon-spies-i-leopard.jpgBAKSPEJLET: Seniorredaktør Ejvind Olesen fulgte Simon Spies gennem årene og deler her ud af nogle erindringer fra hans mest aktive periode i rejsebranchen i anledning af jubilæumsarrangement (60 år) på tirsdag i København.

Af Ejvind Olesen

Det var en varm august lørdag om formiddagen. Hjemme privat ringede telefonen. Det var Simon Spies sekretær Lene Christensen: ”Simon ved godt, du har fri, men kan du spise frokost med ham i Grøften om et par timer?”.

Naturligvis, når man aner der er nyheder på vej. Simon og jeg havde aldrig før haft champagnemøder i Grøften, som så mange andre kolleger.

Det hele var nøje gennemtænkt. Nu var han træt af den evindelige konkurrence med pastor Krogager og SAS om, hvem der havde de bedste flytyper, gav bedste service og ikke mindst hvem der fløj billigst. Det sidste vidste han godt, at Conair gjorde indtil videre.

Så fik jeg nyheden: ”Jeg vil gerne være med til at skabe Store Nordiske Charterselskab. Jeg er villig til at bære mere end min andel for, at planen skal lykkes. Sterling er nødt til at gå med, men jeg betinger mig, at Jan Carlzon og SAS også gør det. Nej, jeg har ikke talt med nogen af dem endnu. Jeg har heller ikke talt med andre journalister.”

Det sidste var signalet til mig om, at det var en såkaldt solo og en forventning om, at den skulle ryge på forsiden af Berlingske Tidende om søndagen. Hvilket den også gjorde. Og den bredte sig som en steppebrand i hele Skandinavien. Tænk sig: Spies og SAS sammen.

Så enkelt var det nu ikke, men senere sagde Jan Carlzon til mig: ”Det må du aldrig gøre mere. Jeg blev kimet ned hele søndagen af unge søndagsvikarer på blade og TV, som ikke anede forskel på rute-og charterfly.”

Gennem en lang periode brugte Simon kun annoncekroner i Berlingske, altid mindre rubrikker, men hver dag året rundt. Da jeg engang spurgte ham hvorfor, svarede han: ”Mine kunder læser ikke Berlingske, men når de skal ud at rejse gør de.” Den forærede jeg til vores marketingafdeling.

Da vi i Danske Rejseskribenter gav prisen til Conair for bedste mad om bord (det har de i øvrigt stadig hos Spies) fejrede vi prisuddelingen hos Jakob i den tidligere KFUK restaurant ved universitetet i den indre by, hvor han var med som gæst. Satte sig over i et hjørne med en billigbog og læste flittigt det meste af tiden, mens han rev en side ud, hver gang har bladede. ”Du kan da ikke vente, at jeg skal sidde og lytte til alt, hvad I siger deroppe på scenen. Men jeg er da glad for prisen.”

Han var altid ordholden, også da han havde det rigtig dårligt til sidst. Han sagde ja til at medvirke i en debat efter filmen Selskabsrejsen på Mercur Teatret bag Spies Huset. Vi fyldte på nogle få timers salg teatret til sidste plads med Berlingske læsere. I panelet var også daværende direktør i Tjæreborg, Steffen Guldmann og kollega Jane Åmund, mens jeg var ordstyrer.

Jeg havde godt set, at Simon var rigtig svag dagen forinden og spurgte sekretær Lene, om hun troede, vi kunne gennemføre. Hun kom tilbage med besked om, at han blot ville hvile oppe på kontoret indtil filmen var slut.

Da han kom ned, sprudlende han som sjældent før. Jeg havde på fornemmelsen, det ville blive sidste gang. Da jeg på et tidspunkt spurgte om, hvad han og Krogager havde talt om under frokosten på Dronning Dagmar i Ribe, svarede han undvigende og henviste til, at menuen havde stået på frikadeller.

”Det var måske dig, der anbefalede Krogager at ansætte Steffen Guldmann?”

Svaret kom prompte under stor jubel: ”Nej, så fuld har jeg s’gu da aldrig været.”

Næste dag blev han indlagt –  og kort efter døde han.

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY