Oslo vil have flere langruter

oslo lufthavn norwegian og sasLUFTHAVNE: Nordens næststørste lufthavn – efter Københavns Lufthavn – vil tiltrække flere oversøiske ruter til Oslo. Til det formål har statsejede Avinor, der driver de norske lufthavne, ansat ny trafikdirektør, hentet fra stilling som Aviation Marketing Director i Amsterdams Schiphol-lufthavn.

39-årige Jasper Spruit er fra juni ny trafikdirektør i Avinor med ansvar for Avinors fokus på ruteudvikling i norske lufthavne.

”Spruit er ansat for at bidrage til at realisere Avinors ambitioner om at udvikle et af Europas bedste nationale og internationale rutetilbud, samt positionere Oslo som en foretrukken lufthavn for interkontinental trafik til Norden,” siger adm. direktør i Oslo Lufthavn, Øyvind Hasaas.

Om sit nye arbejde, siger Jasper Spruit: ”Det er et spændende job i et spændende marked. Konkurrencen er hård i Norden og det er vigtigt at Oslo og Norge positionerer sig overfor de vigtigste markeder i verden. Asien og Nordamerika ser vi på som naturlige områder at arbejde tættere med.”

Oslo Lufthavn er i øjeblikket under omfattende udbygning, og når den nye delen af lufthavnen åbner i 2017 skal den kunne håndtere op mod 30 mio. rejsende årlig. Sidste år var der 50 mio. passagerer til og fra Avinors 46 norske lufthavne.

I alt flyver 37 ruteflyselskaber til og fra Oslo Lufthavn, der sidste år havde 146 ruter, 28 charteroperatører og ca. 24 millioner rejsende.