Nyt rødt kort til Libyen

Tripoli lufthavn libyenTURISME: Forleden frarådede Udenrigsministeriet alle rejser til Libyen – nu opfordres alle danske statsborgere til at forlade det uroplagede land.

”Alle danskere opfordres nu til at forlade Libyen via de kommercielle trafikforbindelser. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Libyen,” hed det i går i den skærpede advarsel fra ministeriet.

Danmark har ingen repræsentation Libyen, men danskere i Libyen kan kontakte den britiske ambassade for hjælp.

Det er bl.a. de blodige kampe omkring hovedstaden Tripolis lufthavn, som medfører anbefalingen om at forlade Libyen. Også udenrigsministerierne i bl.a. Frankrig og Storbritannien tilråder deres statsborgere omgående at forlade landet. Personalet på den amerikanske ambassade i Tripoli er kørt i sikkerhed i nabolandet Tunesien.

Det spinkle libyske statsapparat synes på randen af kollaps, skriver flere medier.

De seneste uger har radikale islamistiske militser prøvet at overtage lufthavnen i Tripoli fra Zintan-militsen, der har haft kontrollen med lufthavnen siden Libyens diktator Muammar Gaddafi blev dræbt for tre år siden. Under de seneste ugers angreb på lufthavnen er mange fly blevet ødelagt – næsten al civil flytrafik til Tripoli er indstillet.