Nyt hotel giver 200 jobs

nordic-choice-hotels-centralpostbygningenTURISME: Når det nye Nordic Choice hotel med 380 værelser åbner i 2020 i Centralpostbygningen i København, vil det skabe omkring 200 arbejdspladser.

Der er fart på dansk turisme. Det skaber behov for udvidelse af hotelkapaciteten i hovedstaden. Derfor er den norske hotelkoncern Nordic Choice på vej med nyt hotel i Centralpostbygningen ved siden af Københavns Hovedbanegård. Det nye hotel vil øge efterspørgslen efter arbejdskraft, oplyser kæden.

Først vil flere hundrede håndværkere de kommende tre år være beskæftiget med at omdanne bygningen til hotel – derefter skal der ansættes omkring 200 personer til den daglige drift.

I første halvår af 2016 er beskæftigelsen i hotel- og restaurantvirksomheder steget seks pct. i Danmark, mens tallet er 1,6 pct. for det samlede erhverv, viser tal fra Danmarks Statistik.

”Hotelbranchen i Danmark er i rivende udvikling. Der er bygget mange nye hoteller, og mange eksisterende er renoveret og udbygget. Alene i København er antallet af hotelværelser øget 36 pct. på ti år. Vi har rekordmange hotelovernatninger i Danmark. Denne udvikling forventer vi vil fortsætte, derfor er der brug for mere kapacitet,” siger Katia K. Østergaard, adm. direktør for Horesta, hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Udviklingen i Danmark har været afgørende for, at Nordic Choice Hotels nu opfører sit femte hotel i Danmark, siger Petter Stordalen, ejer af Nordic Choice Hotels, en af Nordens største hotelkoncerner. Det er Petter Stordalens ejendomsselskab, Strawberry Property, der har købt Centralpostbygningen af Danica Ejendomme.

”Jeg kan se på tallene fra vores fire andre københavnske hoteller, at efterspørgslen bare stiger, og Nordic Choice Hotels vil bidrage til væksten og den danske turisme. Derfor ombygger vi nu den gamle Centralpostbygning til et moderne high-end-hotel,” siger Petter Stordalen.

Det nye hotel vækker glæde hos Wonderful Copenhagen: ”Turismen i hovedstaden er for 7. år i træk i vækst. Og endnu en udvidelse styrker byens hotelkapacitet. Turismen i hovedstadsregionen omsætter årligt for over 37 milliarder kr. og beregnes at stå bag 43.000 jobs,” siger WoCo’s underdirektør, Jonas Wilstrup.

Nordic Choice har 190 hoteller og 13.000 medarbejdere i Skandinavien og Baltikum. Selskabet markedsfører kæderne Comfort Hotel, Quality Hotel og Clarion Hotel samt 21 ”fritstående” hoteller, der som sådan skal være en rejsedestination i sig selv – f.eks. Nordic Choice-hotellet Skt. Petri i København.