Nyt Boeing-fly samles kun i South Carolina

Dreamliner 787-10FLYFABRIKKER: Normalt samles alle Boeing-modeller på de to samlefabrikker ved Seattle, men den kommende største version af Dreamlineren, B787-10, skal kun færdiggøres i North Charleston, South Carolina.

Fra 2017 begynder Boeing at skrue den største version af Dreamlineren sammen, men det vil kun ske i North Charleston. De to øvrige B787-modeller, 787-8 og 787-9, skal fortsat samles på hovedfabrikken Everett udenfor Seattle.

“Vi har kigget på alle muligheder og kom frem til, at den mest effektive løsning vil være at bygge B787-10 i South Carolina,” siger chefen for B787-programmet, Larry Loftis.

B787-10 bliver 5,5 meter længere end B787-9, som Boeing netop er begyndt at levere.

Boeing skruer i dag 10 B787 sammen om måneden, tallet stiger til 12 i 2016 og 14 med udgangen af dette årti.

Boeing har foreløbig bestillinger på 1.000 Dreamliners, hvoraf 165 indtil nu er leveret til 21 flyselskaber verden over. I Skandinavien er Norwegian eneste selskab med det nye fly. Boeing har ordre på foreløbig 132 eksemplarer af B787-10.