Nye cruise-planer fra Star Tour

0
Krydstogtskib fra italienske Costa Cruises i Aarhus Havn.
Krydstogtskib fra italienske Costa Cruises i Aarhus Havn.

CRUISE: I juni begyndte Star Tour salget af krydstogtsrejser fra Aarhus. Nu overvejer charterrejsebureauet at indsætte egne skibe i Danmark.

Star Tour og WonderCruises begyndte i juni salget af krydstogtsrejser med afrejse fra Aarhus. Et syv dages cruise med besøg i de norske fjorde og Tyskland. Den nye satsning fra Star Tours har givet Danmarks næststørste charterrejsebureau mod på at tænke i nye krydstogtbaner.

WonderCruises er det krydstogtrejsebureau, TUI (Star Tours ejer) købte i 2010 – det var søsat to år tidligere af forhenværende salgschefer i Royal Caribbean Cruise Lines.

”Salget ud af Aarhus er gået nogenlunde som forventet. Der har været pæn efterspørgsel på ruten til de norske fjorde, og da vi kommer fra meget små tal, er det pæne vækstrater, vi kigger på,” siger Nikolai Johnsen, pressechef hos Star Tour, til standby.dk

Star Tour, der snart skifter navn, vil fortsat sælge krydstogtsrejser fra Aarhus, men kigger også på nye muligheder.

”Vi kigger meget på muligheden for at få ruter med vores egne krydstogtsskibe i TUI Cruises, der også vil kunne lægge an i andre havne end København. Men det er indtil videre på tegnebrættet,” siger han.

Rejserne fra Aarhus Havn har ifølge Star Tour tiltrukket nye målgrupper.

Ifølge Visit Aarhus vil 71.000 cruise gæster lægge til i Aarhus Havn næste år. Det er en stigning på 150 procent i forhold til 2015.

”Krydstogtsruter som denne, der tidligere har været lidt mere af et københavnerfænomen, bliver jo pludseligt mere attraktive for en ny, geografisk målgruppe,” siger Nikolai Johnsen.

Gæster, der har rejst med ruten fra Aarhus er primært førstegangs-cruisere, de fleste er fra Aarhusområdet.

Som standby.dk kunne afsløre sidste måned skifter Star Tour i Danmark navn, fra november, og skal fremover hedde TUI.

I stedet skal landets næststørste charterrejsebureau sælge rejser under samme navn som sin tysk-engelske ejer. Også TUIs rejsearrangører i England, Irland, Frankrig, Belgien, Sverige, Norge og Finland skal skifte navn til TUI.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn