Ny strejke truer Lufthansa

lufthansa kabine besætning stewardesseLUFTFART: Mindre end to uger efter seneste arbejdsnedlæggelse hos Lufthansas kabinepersonale, er deres fagforening klar igen – denne gang over tre dage.

Siden arbejdsnedlæggelsen 6.-13. november sluttede hos medlemmerne af fagforeningen UFO, der har 19.000 kabineansatte i Lufthansa, truer UFO atter med strejke.

Denne gang torsdag og fredag i denne uge samt mandag i næste uge på Lufthansa-fly fra Star Alliance-medlemmets tre største lufthavne, Frankfurt, München og Düsseldorf.

Lufthansa og UFO (Unabhängige Flugbegleiter Organisation) kan ikke blive enige om bl.a. løn og pension. Ligeledes omfatter uenigheden Lufthansas piloter, der har strejket over 12 gange de seneste 18 måneder, bl.a. som følge af modstand mod at gøre Lufthansa-ejede Eurowings til et lavprisselskab.

Den én uge lange UFO-strejke i starten af denne måned betød 4.700 aflysninger af Lufthansa-fly, hvilket berørte 550.000 passagerer.

Lufthansa oplyser, at bliver de bebudede tre nye strejkedage en realitet, vil selskabet gøre sit yderste for at hjælpe berørte passagerer. Der kommer info på: lh.com

Lufthansas datterselskaber Air Dolomiti, Austrian, Brussels Airlines, Eurowings, Germanwings, Lufthansa CityLine og Swiss berøres ikke af den mulige nye strejke hos selve Lufthansa.