Ny SAS-fagforening får det svært

9
Christa Ceré.
Christa Ceré.

LUFTFART: I utilfredshed med deres fagforening, CAU, dannede kabine-ansatte hos SAS i Danmark sidste uge Skandinavisk Kabineforening. Men SK vil få det svært med bl.a. manglende forhandlingsret.

Den seneste tid har et ukendt, men formentlig mindre, antal medlemmer af Cabin Attendants Union meldt sig ud af fagforeningen. CAU organiserer 1.100 af de ca. 1.250 kabineansatte, der flyver for SAS i Københavns Lufthavn.

CAU har forhandlingsretten med SAS om bl.a. overenskomster og CAUs overenskomst skal også følges af kabineansatte, der ikke er medlem af fagforeningen.

Om nyskabelsen Skandinavisk Kabineforening, siger bestyrelsesformand i CAU, Christa Ceré, til standby.dk: ”Det er der ikke meget at gøre ved. Nu har de lavet sig en forening og forsøger at få medlemmer. Vi ved ikke, hvor mange af de medlemmer, der har meldt sig ud af CAU, der er gået til den nye forening.”

”Men CAU undrer sig over, at hvis man er utilfreds med CAU, hvorfor man så ikke har samlet underskrifter fra de 20 pct. af CAU-medlemmerne, det kræves for at få en ekstraordinær generalforsamling. Der er kun én vinder i den nuværende situation, arbejdsgiveren, altså SAS,” siger Christa Ceré.

Før CAU yderligere kommenterer den nye situation, afventer fagforeningen afklaring fra sin advokat.

Den nye fraktion, Skandinavisk Kabineforening, SK (samme præfiks som SAS’ fly,) meddelte i en pressemeddelelse i torsdags, at den var etableret ”for at redde danske jobs.”

Officielt er grunden til stiftelsen af SK, at SAS og CAU ikke kan blive enig om ny ”modulaftale” på basen i København. Den skal give mulighed for, at SAS kabineansatte i København kan flyve alle langrutefly – også de, som i dag ikke har et aflukkeligt hvileområde over for passagererne.

Fordi CAU-medlemmerne ikke har modulaftale betyder det, at SAS flyver kabineansatte fra Norge og Sverige til København for at de skal flyve langrutefly uden aflukkeligt hvileområde.

CAU har mange gange overfor standby.dk understreget, at uenigheden med SAS ikke kun skyldes den manglende modulaftale, men generel uenighed.

Formanden for Skandinavisk Kabineforening, Søren Johansen, var i 18 år medlem af bestyrelsen for CAU, men blev ikke genvalgt ved sidste generalforsamling.

Skandinavisk Kabineforening, der ikke ønsker at udtale sig til pressen, er ikke i et hovedforbund og har ingen forhandlingsret over for SAS.

9 KOMMENTARER

  1. De er utilfredse fordi de ikke kan skaffe nok underskrifter til en extraoridinær generalforsamling??? Altså de er i undertal og vil ikke bøje sig for flertallet?? Er dette ikke bare en typisk umoden og forkælet tilgang til tingene? Hvad er planen? At når der så er 5-10 styk der bliver uenige ud af de 12-20 medlemmer af den nye forening så laver de bare en ny forening? Hvor mange skal der være? En forening pr ansat, så ved vi da at formanden støtter ens egen sag??
    Den nye formand i SK var i mange år kendt for at være den største pamper i CAU… Tilsidst gik det op for medlemmerne at han kun sad der for egen vindings skyld og røg ud af foreningen på røv og albuer… nu laver han en udbryder forening, gad vide hvorfor??? Nok for hans egen vindings skyld skal I se… Jeg giver denne forening ganske kort leve tid, desværre så ødelægger den utroligt meget, på trods af at det er ganske få der reelt set er brudt ud og har forladt CAU…

  2. Det kunne være interessant for læserne at vide, hvori denne “generelle uenighed” består, da vi altid kun hører om hvileområdets afskærmning.

  3. Hej SAS, CAU og Skandinavisk Kabineforening. Her er lidt kollektiv arbejdsret til jer begge. SAS må ikke forhandle med Skandinavisk Kabineforening. Det ville være et brud på den forhandlingsret som CAU og SAS har via deres medlemskaber i henholdsvis FTF og Dansk Industri.

    Skandinavisk Kabineforening kan altså ikke komme til forhandlingsbordet bare ved at danne en ny “fagforening”. Det er prøvet før i lufthavnen hvor udbrydere har lavet alliancer med De Frie Funktionærer, og der blev lovet guld og grønne skove. Det endte dog katastrofalt for alle som meldte sig ind i den nye forening, da de dermed satte sig selv uden for indflydelse, hvilket ikke var intentionen….men det var dog uundgåeligt.

    Løs problemerne internt i CAU hvis i vil have indflydelse……ellers står i bare på sidelinjen og kigger på.

    • Mig bekendt kan man heller ikke trække kontingentet fra i skat, når “foreningen” ikke har forhandlingsret.

  4. Rettelse til ovenstående artikel.
    Søren Johansen var medlem af bestyrelsen og var ikke på valg ved sidste generalforsamling.

  5. kære CAU.
    I har nu i årevis skudt på SAS som skurken. Nu er det den nye forening, der er skurk. I hænger fast i en rolle som offer, alt imens I burde være en aktiv medspiller! Hvornår ser I indadtil på, hvordan det er kommet så vidt, at Jeres egne medlemmer gør oprør, og ikke vil blive i foreningen og prøve at ændre den – måske fordi de ikke tror, at CAU kan blive en fagforening, de ønsker medlemskab af?
    Det emmer af diktatur og mangel på dialog og medlemsinddragelse. I har brug for en ny platform at være forening på – hvor I kæmper for alle medlemmer, og ikke lukker kritiske røster ned med hetz, mens I stikker hovedet i busken. Der er virkelig brug for hovedrengøring på Amager Strandvej, hvis I skal have en fremtid, hvilket jeg trods alt håber, at I har!

  6. Jeg elsker det her forum, hvor medlemmer af CAU’ s bestyrelse kan sidde under falske navne og udtale sig..

  7. Det vaerste af det hele er dog at man har en fagforening som frasiger sig 200 job minimum som så nu går til de norske og svenske baser. 200 fyringer det bliver det IKKE det ved alle men det er bye bye til jobbene som sådan. Dertil mistes en masse andet der kunne have väret en gevinst for CAU medlemmerne , men ofres på alteret. Mystisk at man ikke selv fra CAU’s side var intereseret i at hoere medlemmerne om et NEJ til modul aftale nu også var en god ide.

  8. Peter Lund Nielsen. Hvad sker der næste gang, CAU bliver stillet overfor et ultimatum med trusler om fyringer?? Skal man så bare rette ind? I en forhandlingssituation som denne, må CAU stå fast, og hvis SAS ønsker at fyre 200 danske kabineansatte, så må de jo gøre det. Ellers vil CAU blive mødt med samme strategi igen og igen.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn