Ny organisation hos WoCo

københavn turisme turistTURISME: Wonderful Copenhagens nye adm. direktør, Mikkel Aarø-Hansen, præsenterer sin nye organisering som betyder mindre ledelsesgruppe. Flere topchefer er røget ud.

For at sikre en bedre organisation er Wonderful Copenhagen nu organiseret i fire afdelinger med hver sit forretningsområde.

Ud over et Shared Service Center – i samarbejde med Copenhagen Capacity og The Greater Copenhagen & Skåne Committee – samt et ledelsessekretariat består Wonderful Copenhagen nu af forretningsområderne: Convention, Cruise, Communication og Development.

Convention fokuserer på at tiltrække internationale møder, kongresser og events til regionen og på positionering af København som værtsby for kongresser og sportsbegivenheder. Afdelingen er samtidig sekretariat for det nationale udviklingsselskab for erhvervsturisme – og for netværket Meetingplace Wonderful Copenhagen og står for drift af projektet City of Congress.

Ledelsen i Wonderful Copenhagen består nu af adm. direktør Mikkel Aarø-Hansen, kongreschef Jonas Wilstrup, kommunikationschef Emil Spangenberg, udviklingschef Signe Jungersted, Director of Cruise Claus Bødker og administrationschef Morten Palle Christensen.

I forbindelse med organisationsændringen har tre medarbejdere fratrådt deres stilling, international marketingchef Birgitte Arendsdorf Olsen, eventchef Ulrich Ammundsen og chefrådgiver Ole Kjær Mansfeldt.