Ny infovæg skal hjælpe turister i lufthavnen

0
Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, til venstre med lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, ved åbningen af informationsvæggen i går.
Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, til venstre med lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen, ved åbningen af informationsvæggen i går.

TURISME: Københavns Lufthavn åbnede i går ny spændende ”informationsvæg” i området for bagageudlevering med masser af hjælp og tilbud til f.eks. førstegangsbesøgende i hovedstaden. Området får snart et kendt spisested – ud over pølsevognen…

Turister får fremover en bedre velkomst, når de lander i Københavns Lufthavn. Det skal en ny, digital turistinformation, som lufthavnen og Københavns Kommune står bag, sørge for.

”Hvordan kommer jeg hurtigst fra lufthavnen til Den lille Havfrue? Hvor kan jeg spise i det nordiske køkken? Hvilke koncerter og udstillinger har København denne weekend?”

Spørgsmål om alt fra transport, spisesteder, kulturelle begivenheder og seværdigheder kan turister fremover få besvaret mens de venter på deres bagage.

I bagageudleveringen bliver rejsende fra på mandag mødt af en otte meter lang digital, interaktiv væg, hvor besøgende kan udnytte ventetiden til at få information om København. Her findes både digitale touch skærme med turistinformation, rejseinformation med afgangstider for offentlig transport og mulighed for personlig betjening af en turistinformationsmedarbejder via skærmopkald.

I forlængelse af væggen findes også billetautomater til offentlig transport og det officielle bykort til at tage med.

Københavns Lufthavn og Københavns Kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning, som overtog ansvaret for turistinformationen i København fra Wonderful Copenhagen i januar, er gået sammen om at give udenlandske turister en bedre velkomst.

For Københavns Lufthavn er det et spørgsmål om at gøre ventetid til oplevelsestid: ”Samarbejdet med om den digitale turistinformation sikrer, at passagererne kan benytte ventetiden i bagageudleveringen konstruktivt. Selv om vi sammen med fly- og handlingselskaberne i lufthavnen det seneste år har reduceret ventetiden, giver den digitale information god mulighed for at danne sig et overblik,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.

Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) peger på, at den digitale turistinformation er et led i kommunens nye turismeindsats, hvor turister skal tilbydes turistinformation flere steder i byen.

”Jeg og kommunen ønsker at møde turisterne dér, hvor de er. I byrummet, i kulturinstitutioner og i lufthavnen, som for mange turister er det første rigtige møde med København og Danmark. Førstehåndsindtrykket er vigtigt, og her spiller en inspirerende og informativ turistinformation en væsentlig rolle. Den digitale turistinformation i lufthavnen skal være med til at byde turisterne velkommen og give dem en god start på deres ophold i København ” siger kultur- og fritidsborgmesteren.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn