Norwegian får ny base i Italien

norwegian boeing b737 flyFLYSELSKABER: Norwegian fortsætter sin ekspansion og etablerer ny base i Roms Fiumicino lufthavn. Det er selskabets første base i Italien. Baseåbningen med to fly vil skabe over 60 jobs for piloter og kabinepersonale.

Til foråret vil Norwegian placere to Boeing 737-800 i Fiumicino, som til at begynde med skal operere flyvninger til Nordeuropa.

”Vi sætter til sommer næsten 500.000 sæder til salg til og fra Rom,” siger Norwegians adm. direktør, Bjørn Kjos, og tilføjer: ”Baseåbningen i Rom giver os mulighed for at styrke tilstedeværelsen i regionen ved at skabe nye arbejdspladser og bidrage til øget turisme.”

Norwegian flyver i dag til syv italienske lufthavne (Rom Fiumicino, Catania, Milano Malpensa, Sardinien, Palermo, Pisa, og Venedig), hvor selskabet opererer 24 europæiske ruter. I 2015 fløj Norwegian over 800.000 passagerer til og fra Italien.