Nordmand ny chef for Kenyas lufthavne

1
Jonny Andersen.
Jonny Andersen.

LUFTFART: Efter flere skandaler i Kenya Airport Authorities skal en nordmand nu stå i spidsen for landets lufthavne. Han har tidligere haft store lufthavnsjobs i Norge, Danmark og Letland.

Kenyas transportminister har udpeget norske Jonny Andersen som ny adm. direktør for KKA, Kenya Airport Authorities. Kenyas hovedlufthavn er Jomo Kenyatta Airport, opkaldt efter tidligere præsident i det østafrikanske land.

Jonny Andersen kommer senest fra job som chef for lufthavnen i nordnorske Tromsø. Han har arbejdet indenfor luftfart i 21 år med topjobs i Norge, Danmark og Letland – han har bl.a. været chef for groundhandling i lettiske AirBaltic. Han har en bachelor i Business Administration og en master i Air Transport Management.

Den overraskende udnævnelse af Jonny Andersen kommer efter en lang række skandaler i KKA, hvor et utal af topchefer er blevet fyret og står overfor retssager som følge af korruption mm.

Jonny Andersen skriver på sin LinkedIn-profil, at han er ekspert i operationel drift, og at han gennem sin karriere har været beslutningstager, projektchef, forhandler, diplomat og strateg.

”Men primært er jeg fler-sproglig”, skriver han og tilføjer: ”Jeg taler luftfartsk, lufthavnsk, sikkerhedsk, luftfragtsk, fagforeningsk, politisk, journalistisk og besværligkunderisk.”

 

1 KOMMENTAR

  1. We look forward to that. JKIA and other airports in Kenya seriously needs a quality check. Good luck Johnny Andersen.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn