Nedtælling for nordisk luftfart

Skrevet af Christian Peschardt den 24/10 2009 klokken 09:04 - 4 kommentarer


Send til en ven    |     Print


Mens SAS taber terræn på hjemmemarkederne sætter airBaltic sig solidt på Baltikum, som rent monopol


Det er tankevækkende, at SAS – som indtil for få måneder siden var hovedaktionær i airBaltic – nu kæmper for blot at bevare en mindre del af sit eget hjemmemarked. Mens det tidligere datterselskab uden konkurrence kan kvæle ethvert nyt initiativ, der kunne tænkes at byde på lidt valgmuligheder i det baltiske flymarked.

 

I Skandinavien er SAS stadig mere presset af Norwegian og Cimber Sterling. Godt hjulpet af en række andre aktører, som fandt vej til Arlanda og Kastrup efter Sterlings konkurs for et år siden. At SAS er presset behøver man ikke længere sætte til debat. Det er åbenlyst. Gå ind på momondo.com, på travelmarket.dk eller enhver anden søgemaskine for flybilletter: SAS ligger aldrig øverst. Disse søgemaskiner sætter nemlig laveste pris som øverste parameter – derfor!

 

I Baltikum er situationen omvendt. Her sidder airBaltic – i bedste SAS-stil – på broderdelen af markedet, er uden konkurrence – og prissætning og service er derefter!

 

I sidste uge skrev standby.dk at ejerne af Iceland Express ville starte et litauisk lavprisselskab.

 

Man skal virkelig være islænding for at tro på denne smukke idé. For svaret fra lettiske airBaltic -  sendt direkte til lufthavnsdirektøren i Vilnius – vil selvfølgelig være, at så kan airBaltic jo bare trække sig fra landets hovedlufthavn. Og her må den litauiske lufthavnsledelse bare konstatere, at uden airBaltic er der slet og ret ingen trafik fra Vilnius til andre byer eller lande. Jo – måske et lavprisselskabs to-tre ugentlige ruter. Men ellers intet.

 

Mit gæt er, at lufthavnsledelsen i Vilnius ikke giver specielt attraktive vilkår til et nyt lavprisinitiativ, der går i direkte konkurrence med den eneste carrier, lufthavnen har – airBaltic.

 

Hvad er så bedst? En skandinavisk situation, hvor konkurrencen er ved at slå den nationale carrier – SAS – i jorden? Eller en baltisk situation, hvor den dominerende carrier – airBaltic – omgående kvæler ethvert forsøg på konkurrence?

 

Rent prismæssigt vil konkurrence naturligvis altid være at foretrække. Især efter en gennemsnitsflyvning med airBaltic vil de fleste nok være tilhængere af dét synspunkt. Her er der nemlig absolut ingen konkurrence. Og kvaliteten er derefter – absolut østeuropæisk!

 

Men konkurrence betyder også den ultimative udslettelse af den svageste. I Skandinavien er det tilsyneladende SAS.

 

Vil vi leve med – og efter - det?


Kommentarer (4) - Skriv din egen


Christian Petersen
Det er jo ikke et spørgsmål om enten eller - men både og! Monopoltiden er for længst ovestået til glæde for forbrugerne, men lavprisselskabernes "lyksa-ligheder" står ikke alene. Der er i markedet brug for begge forretningsmodeller. I Danmark kan vi eks. nogenlunde klare os med tog, mens man i Norge og Sverige er langt mere afhængig af fly, for at forbinde landene fra nord til syd. De store etablerede flyselskaber er jo også med til at sikre nogle rimelige priser og en sund konkurrence i markedet, samt et fornuftigt serviceniveau. I Skandinavian er SAS jo eks. med til at tiltrække turister og forretningsliv, sikre konferencer osv. - en rolle der er svær at udfylde for lavprisselskaberne, men en meget vigtig rolle der tiltrækker kapital, jobs og velstand. Uden et SAS vil Skandinavien miste meget. Det er ikke i nogens interesse.



per
Det är precis denna skyddade situation som SAS behöver för att överleva med ett pris på 4500 mellan CPH-ARN helt utan konkurrans. Beväre oss från detta och håll marknaden fri i framtiden



Michael O.
Nu skal man heller ikke gøre airBaltic's service værre end den er - man får billige billeter, så skal man jo ikke forvente en SAS service (fra de gode gamle SAS dage). airBaltic er gode til det de gør - om det så kan blive ved er noget andet, de må også ramt på økonomien af konjukturerne. Det mest nærkværdige i de tre baltiske lande er i virkeligheden at der ikke er todforbindelser mellem de repektive hovedstæder. Afstandene er til at overse, så en togforbindelse med højhastighedstog burde være en oplagt mulighed.



Michael B
Man kan sige meget om SAS,deres priser og så lavprisselskaberne. Men I kan ikke komme uden om at vi skal have et SAS. At de har for stor en administration og for mange kokke til at styre, ja det er rigtigt,og I deres forhandlinger med fagforeningerne skulle ledelsen være de første til at skære i lønningerne og bonusser for at vise et godt udgangspunkt men nej sådan er det ikke, skulle der ske noget ved at ledelsen skar 15/20 % væk af deres millionløn, overhovedet ik. At gøre det var måske en vej til lettere forhandlinger. Istedfor at skære så hårdt i personalet, for det er grundfundamentet for et stærkt SAS så skulle de måske finde mange af løsningerne på problemerne blandt personalet som ser fejlene og problemerne dagligt.