Når turismen koger over

Barcelona.

Barcelona.

BAKSPEJLET: Der var engang, da Spanien sukkede næsten desperat efter at få turister. Nu er det næsten blevet for meget af det gode. Især er de lokale i Barcelona blevet trætte på grund af ’gråvejsflygtningepresset’.

Af Ejvind Olesen

Jeg husker, hvordan vi blev forkælede, når vi som rejsejournalister kom til nye turistområder for 30-40 år siden i Spanien. På De Kanariske Øer, til det næsten uopdagede Lanzerote, og naturligvis til Mallorca og efterhånden også hippieøen Ibiza.

For slet ikke at tale om Barcelona og Costa Brava, som man kunne nå med to døgn i toget fra København. Indtil charterflyene tog over. Længere mod syd var det kun flyene til Costa del Sol som hovedtransport.

Nu er tiden en anden. De lokale i Barcelona er godt og grundigt trætte af turistbølgen, og i flyselskabernes mageløse, fantasiløshed har de skabt en luftbro til Barcelola til lavere priser fra Danmark end det koster at cykle til Hamborg. Det skal jo gå galt, og det gør det også, hvis man skal tro Berlingskes korrespondent Martin Tønner, som selv bor i byen med sin familie.

Han har til lejligheden opfundet ordet ”Gråvejrsflygtninge” om alle os, der kommer fra det kolde nord. Han beskriver, hvorfor de lokale i den grad protesterer.

”Barcelona risikerer i denne ende af kontinentet at ende som en tom kulisse, hvis turismen fordriver de lokale og med dem den for mange nordeuropæere attraktive Mediterrane-livsstil”.

Bedre kan det næste ikke siges. I selve den historiske bykerne er en fjerdedel af lejlighederne i dag beregnet til turister. Det har igen presset huslejen for de lokale op, hvor de ikke kan være med.

Og hvad så? Tønner giver følgende forklaring: ”Turister skaber både omsætning og arbejdspladser. Både Spanien og Barcelona har hårdt brug for begge dele. Og vil man have flæskesteg hører lugen af gylle også med.”

I starten af denne måned blev Spanien valgt som bedste rejseland ved Danish Travel Award, og turistkontoret som bedste og mest servicevenlige turistkontor. De fleste af de andre har travlt med at skrumpe ind, fyre personalet, rykke op på et loftskammer eller til Stockholm. Digitaliseringen forstås!

Det spanske Turistbureau skal nok finde sine egne ben og den rette middelvej. Det har man gjort på Mallorca, så kan man vel også i Barcelona. Og en skønne dag koster det igen mere end 390 kr. at flyve fra København til den populære spanske by.

Ellers kan vi da bare droppe Barcelona, der er så meget andet godt at vælge imellem. Også i mange andre lande i Sydeuropa.