Mission Impossible

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: TUI har sat sig for at løse sommerferiens store irritationsmoment med reserverede solsenge, men det er en umulig opgave uden at genere kunderne.

Af Ejvind Olesen

Det er prøvet så mange gange før. Af hoteller og krydstogtselskaber, men ofte med et sørgeligt resultat. Spørger man folk om, hvad de siger til at få fjernet håndklæder, bøger, sundhedssandaler og diverse andre personlige ejendele, lagt på en drømmesenge ved poolen, svarer de i reglen: ’Fremragende idé’.  Også de, der er listet ned i den årlige morgen inden solopgang og har lagt deres ejendele på de bedste pladser.

Nu prøver TUI igen. På en lang række af de største familieresorts i TUI Family Life buketten.

”Vi fjerner ganske enkelt folks håndklæder inden kl. 09.00, hvis indehaveren ikke er til stede. Det giver langt bedre udnyttelse af solsengene,” siger Nikolai Johnsen fra TUI Danmark. ”Til at lege solsengenes vogter, har TUI hyret maskotten Thomson the Dog, som på udvalgte hoteller vandrer rundt og fjerne håndklæder”, fortsætter han.

TUI forventer, at det vil være en populær beslutning.

Ja, hos nogle og lige så upopulær hos andre. Selvfølgelig må man ikke blokere solsenge- og stole, når man selv er væk en time eller mere. For eksempel i hotellets restaurant, eller fordi man har valgt at sove længe.

Naturligvis, som Nikolai senere bemærker, er der rigeligt med solsenge til alle. Der er bare det ved det, at halvdelen står ved solsiden ved poolen, og den anden halvdel i skyggen. Nogle gæster foretrækker det ene, andre det andet.

Jeg anser det for en umulig opgave. Baseret på mine betragtninger i løbet af de mange år. Jeg er stået op ved 5-tiden for at se travl aktivitet nede ved poolen med folk, der gik rundt i nattøj og badekåber for at lægge ejendele på solsenge.

Nu kan de altså gå tilbage og sove videre og derefter opdage, at Thomson the Dog har fjernet det hele. Jeg har set rasende gæster gå direkte til receptionen, ”at hvis det er kotume, kommer de aldrig igen”, hvis de ikke omgående får solsenge til dem selv og deres familier.

Ofte er det gæster fra de bedste og dyreste værelser og dem, der bruger flest penge i restauranterne. Hvordan tror man hotelpersonalet reagerer? Ja med straks hjælp til ledige senge og stole.

På krydstogtselskaberne har rederierne indført ’cruise-patruljer’. De går rundt i uniformer med navne på ryggen, men jeg har aldrig set dem fjerne noget fra en solseng. Og her er der virkelig brug for handling. Amerikanske familier slår europæerne med flere længder, hvad det angår.

Familier med børn belægger typisk fire senge eller mere med bøger og fodtøj. Sender børnene hen i børneafdelingen stort set hele dagen og blokerer et par senge eller mere, som aldrig bliver brugt. Men ve den, der begynder at fjerne noget. Det kan være en patrulje, det kan være Thomsen the Dog eller en af de andre gæster. Det slipper de ikke godt fra.

Rederierne risikerer alvorlige klagebreve; her og nu kan både hotelmanager og kaptajn blive indblandet. Mange skibe har en regel om, at man kun må være væk en time (til frokost for eksempel). Men hvem skal holde øje med klokken. Hvornår gik familien? En tom trussel! Det virker som sådan, sjældent mere.

På krydstogtskibene får man i reglen gratis håndklæder, nogle rederier er begyndt at tage 10 dollars, hvis man ikke afleverer dem igen. Det hjælper.

Ved Gardasøen, hvor badestranden er sparsom og drømmesengene få, har jeg på en charterrejse set langt over halvdelen af sengene reserveret allerede kl. 8 om morgenen.

Nej, TUI, hvis den idé skal virke, skal I have fat i Baskervilles Hund, en selvlysende stor spøgelseshund. Den arbejder også om natten.

God weekend