Millionoverskud i Bella-koncernen

0
Allan Agerholm stopper som formand for Horesta i Region Hovedstaden.
Allan Agerholm .

TURISME: BC Hospitality Group med bl.a. Bella Center og tre store københavnske hoteller fik sidste år overskud på 64 mio. kr. I år kommer omsætningen over én milliard kr. Bella Center var tæt på konkurs i 2012.

BC Hospitality Group, der ud over Bella Center bl.a. tæller de store københavnske hoteller AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Crowne Plaza og Copenhagen Marriott Hotel samt Forum Copenhagen, siger at 2015 blev ”et solidt år.”

Til standby.dk siger koncernchef Allan Agerholm, at koncernen sidste år omsatte for 975 mio. kr., og i år forventer at komme op på 1,1 milliarder kr. Af omsætningen på 975 mio. kr. sidste år, var de 623 mio. kr. hos bl.a. selve Bella Center, Comwell Conference Center Copenhagen, der ligger i Bella Center, og hotellet AC Bella Sky, nabo til udstillingscentret.

Resultatet skal ses i lyset af, at koncernen sidste år tog store nedskrivninger på ejendomme som er revet ned eller står tomme som del af investeringen i det nye Bella-kvarter.
De øvrige millioner op til de 975 var omsætning sidste år hos hotellerne Crowne Plaza og Marriott Copenhagen.

Samlet leverer koncernen et driftsresultat (EBITDA) på 171 mio. kr. Nettoresultat efter skat blev 64 mio. kr., hvoraf de 11 mio. kr. kom fra disse to hoteller.

Bella Center var i 2012 tæt på konkurs, hvorefter investeringsselskabet Solstra Capitals overtog aktiemajoriteten i 2013 – siden er BCHG gået fra at være underskudsgivende til at levere årligt driftsoverskud.

I pressemeddelelsen fra BC Hospitality Group, siger Allan L. Agerholm bl.a.: ”2015 blev travlt år med megen fokus på at optimere AC Hotel Bella Sky og overtagelsen af Marriott Copenhagen. Det ser vi resultatet af nu med en samlet omsætning i gruppen tæt på én milliard kr. og et solidt driftsresultat.”

”Vores fundament er godt, og det bærer frugt, at vi har forbedret kvaliteten. Bl.a. har vi investeret i WIFI. Vi kan nu i Bella Center på samme tid have 45.000 opkoblinger til nettet mod før 10-12.000,” tilføjer Allan Agerholm.

Også dette år tegner, ifølge BCHG, til at blive fremgangsrigt. Året er rekordår for kongresser, med over 70.000 kongresgæster i Bella Center.

”BC Hospitality Groups forretningsområder opererer i en verden, der ikke er lokalt men globalt funderet. Derfor er det naturligt virksomheden afsøger mulighederne for fortsat ekspansion og arbejder i år på at kunne bebude yderligere ekspansion”.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn