Miljøkrav lukker færgerute

Sirena Seaways har siden 2003 sejlet på Esbjerg-Harwich – med lukningen overflyttes skibet til andre opgaver eller udlejes.

Sirena Seaways har siden 2003 sejlet på Esbjerg-Harwich – med lukningen overflyttes skibet til andre opgaver eller udlejes.

REDERIER: DFDS’ passagerrute fra Esbjerg til Harwich har længe kæmpet med høje omkostninger, tab af passagerer og fragt. Men ruten kan ikke bære ”de meget store ekstraomkostninger, en ny miljølov vil medføre.” Derfor lukkes den 29. september. Ruten åbnede i 1875.

DFDS vil i stedet sikre sin store fragtskibsrute mellem Esbjerg og Immingham i Midtengland og denne rutes mange arbejdspladser, oplyser rederiet.

Koncernchef Niels Smedegaard: ”Passagertallet er faldet fra 300.000 til ca. 80.000 pga. bortfaldet af det toldfrie salg og voksende konkurrence fra lavprisfly. Desuden er transport af industrigods fra Danmark faldet. DFDS har arbejdet på at reducere rutens omkostninger med færre besætningsmedlemmer, langsom sejlads for at spare olie, færre afgange, centraliseret salg og har forsøgt at øge passagertallet med aggressiv markedsføring.”

”Men, fortsætter Niels Smedegaard, desværre er vi ikke lykkedes med at reducere omkostningerne nok. Og ruten vil ikke kunne bære de meget store ekstraomkostninger, den nye miljølov vil medføre fra 1. januar 2015. Med dagens oliepriser vil kravet om brug af svovlfattig olie koste omkring 20 mio. kr. årligt.”

”DFDS beklager lukningen af den sidste passagerrute fra Skandinavien til England, samt at op mod 130 arbejdspladser berøres, selv om vi kan tilbyde alle ombord jobs på vores andre ruter,” siger Niels Smedegaard og tilføjer: ”DFDS’ fragtrute mellem Esbjerg og Immingham kan med to moderne skibe tilbyde daglig afgang i begge retninger. Men også denne rute vil blive ramt af store ekstraomkostninger som følge af de nye svovlregler.”

Esbjerg-Harwich-rutens samlede omsætning var 190 mio. kr. i 2013, heraf var over halvdelen passageromsætning.