Megen debat hos DRF

surf-rabatREJSEBRANCHEN: De 123 medlemmer af Danmarks Rejsebureau Forening omsætter for ca. 19 milliarder kr. om året. De mødes i eftermiddag til generalforsamling med meget på dagsordenen – f.eks. hvordan overlever rejsebureauerne? Der skal også findes to nye bestyrelsesmedlemmer.

Der bliver nok at debattere når DRF i eftermiddag i København holder generalforsamling. Mange af emnerne skitseres i DRF’s netop udsendte årsberetning.

Her skriver DRF’s bestyrelsesformand, adm. direktør for Stjernegaard Rejser, Asger Domino, der gerne modtager genvalg i dag, bl.a.: ”2014 var travlt år for DRF. Det nye lovforslag om Rejsegarantifonden er endnu ikke vedtaget, men vi har gode forventninger. Forslaget er resultat af en aktiv involvering fra DRF – det forventes at indeholde obligatorisk brugerbetaling på 2 kr. for alle flyrejser ud af Danmark, som skal dække kundens hjemrejse ved en flykonkurs,” hedder det bl.a. i formandens beretning.

”Danske rejsebureauer skal produktudvikle for at overleve. Dermed kan bureauerne fastholde oplevelsen hos forbrugerne af at være det indlysende valg.” Han fortsætter: ”Rejser sælges nu i overvejende grad via nettet. Her lokker mange tilbud ikke bare fra danske udbydere. Samtidig vinder ”the sharing economy” indpas hos mange forbrugere som alternativ til rejsebureauerne. Airbnb og UBER er kommet for at blive, spørgsmålet er, om de vil komplementere rejsebureauernes udbud, eller om de bliver alvorlige konkurrenter i kampen om forbrugernes gunst.”

Til standby.dk sagde DRF’s adm. direktør, Lars Thykier, i går: ”På generalforsamlingen kigger vi også på internetsituationen, herunder Google. Dette område ændrer sig hurtigt og påvirker rejsebureauernes fremtid. Er deres hjemmesider f.eks. tilpasset til besøg via tablets og smartphones?”

Et andet debatområde på generalforsamlingen bliver om DRF’s medlemmer vil ændre foreningens statutter, så rejsebureauer fra EU/EØS-landene kan blive medlem af DRF.

Der skal også findes to nye bestyrelsesmedlemmer ved dagens generalforsamling. Formand Asger Domino modtager genvalg – men erhvervsrejsebureauernes repræsentant i bestyrelsen, adm. direktør for CWT, Danmarks største erhvervsrejsebureau, Sophie Hulgard, er fratrådt til fordel for en større stilling på CWT’s hovedkontor i Paris. Her skal der derfor findes ny repræsentant for erhvervsrejsebureauerne til DRF-bestyrelsen.

Også incoming-fraktionen skal finde ny repræsentant til DRF’s bestyrelse, da Hanne Nehmar, direktør i incomingbureauet BDP, ikke ønsker genvalg.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er leisure-repræsentant Jesper Schou fra Billetkontoret (på valg i 2016), og formand for Leisure-fraktionen, Peter Rasmussen, Profil Rejser, der modtager genvalg i dag, det samme gør repræsentant for leisure-fraktionen, Heidi Maak, fra Vitus Rejser, det tidl. 65-Ferie.