Maritime oplevelser på Mors

Udklip123TURISME: Mors gentager succesen fra sidste år, når fem havne inviterer til ”åben havn” i den første uge af august. Man kan besøge en ny havn hver dag og samle en buket af maritime oplevelser for børn og voksne.

De fem havne på Limfjordens største ø er alle renoveret for nylig og vil gerne vise sig frem – både for dem, der kommer sejlende og dem der kommer kørende.

”Vi håber at se mange gæstesejlere i de fem havne, men landkrabber er også velkomne. Der er i hvert fald sørget for masser af oplevelser og maritim stemning”, siger turistchef Bente Kristensen fra Morsø Turistbureau. ”I alle havnene er der et særligt program for børn under overskriften ”Limfjordens hemmeligheder”.

Det store arrangement skydes i gang den 3. august i Sundby Havn, hvor Thy-Mors Fritidsfiskerforening og Thisted Bryghus byder på smagsprøver, Thy-Mors Husflid udstiller og biavlerne sælger frisk slynget honning. Den 4. august er turen kommet til Ejerslev Havn, hvor man har fire sælsafariture og mulighed for at deltage i fossiljagt. Den 5. august er der åben havn i Nykøbing med bl.a. Adventure Race, sejl- og motorbådsture og grillkursus, samt sælsafari til Fur og Livø. Nykøbing byder sig til med kunstudstilling, shopping, gratis koncerter med Wafande og ”Bynight.”

Fredag den 7. august slutter ”Åbne havne” i Thissinghus med gratis sejlture og med fugletur til Thissingvig Sø. Borgmester Hans Ejner Bertelsen afslutter årets havneevent, mens solen spilles ned.