Mange hotelgæster får medhold i Ankenævn

mini-garderobe-skagerakHOTELLER: Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme behandler årligt 60-70 klager om alt fra glemte jakker til klager over afbestillingsregler og fejlslagne bryllupper. Mange klager skyldes mangel på klar aftale og forventningsafstemning mellem parterne.

I mere end halvdelen af de 65 afgjorte klager i 2013/2014 fra Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme fik klageren helt eller delvis medhold. Mange af de klager, som Nævnet behandler, skyldes, at der ikke fra starten er indgået klar aftale mellem parterne.

Ofte skiller prisen. Eksempelvis kan der være uklarhed om, hvad der er indeholdt i prisen. ”Når der holdes selskab er det en rigtig god ide at udarbejde skriftlig aftale eller ordrebekræftelse, hvoraf kuvertprisen klart fremgår, og hvor det er specificeret, hvad der er indeholdt i prisen, og hvad der kan eller skal tilkøbes som ekstra ydelser,” siger Kaare Friis Petersen, sekretariatsleder i Ankenævnet.

I den forgangne periode har Ankenævnet behandlet mange såkaldte garderobesager om bortkomne jakker og tasker mv.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at ved indlevering af jakke eller taske i en betalingsgarderobe kan man ikke regne med erstatning for f.eks. iPhones, pung eller bilnøgler i en lomme i jakken.

Ifølge praksis på området ydes der kun erstatning for en indleveret jakke eller taske og det indhold, som man normalt kan forvente vil blive efterladt i en taske eller jakke, og det omfatter ikke f.eks. en pung eller bilnøgler, siger Kaare Friis Petersen.

Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme er et privat ankenævn, der er etableret af HORESTA og Forbrugerrådet. Ankenævnet er godkendt af Forbrugerklagenævnet.