Mange firmaer stopper rejser til ebola-lande

fly lufthavnREJSER: 41 pct. af deltagerne på en stor konference om erhvervsrejser i København i disse dage siger, at deres firmaer har begrænset rejser til Sierra Leone, Guinea, Senegal og Nigeria.

I dag slutter tre dage lang årlige global rejsekonference arrangeret af ACTE, Association of Corporate Travel Executives. Den holdes i år i København på Bella Sky Comwell-hotellet med 500 deltagere fra 34 lande.

Her har ACTE bl.a. spurgt deltagerne fra erhvervsrejsebureauer, flyselskaber og andre leverandører om deres firmaers holdninger til ebola-epedemien, der foreløbig har kostet mindst 4.500 livet.

I undersøgelsen siger 59 pct., at deres firmaer ikke har rejserestriktioner pga. ebola-epidemien – mens resten melder, at deres virksomhed har indført restriktioner.

Undersøgelsen viser også, at flertallet siger, at man kun er ”mindre bekymret” for ebola og har tillid til, at myndigheder vil reducere muligheden for at epidemien spreder sig.

13 pct. af de adspurgte sagde dog, at de og deres firmaer havde ”alvorlige bekymringer” ved rejser til ebola-landene, mens andre 13 pct. sagde, at deres firmaer er stoppet med at flyve til en række destinationer pga. frygt for ebola.