Lykke på rejsen

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

SOMMERKLUMME: Når man løbende får analyser fra stribevis af bookingportaler og rejsearrangører om alverdens ting fra, hvad man laver i ferien til, hvem man deler værelse med og hvem der bestemmer, kan det være fristende at lave sin helt egen lykkeanalyse. Det gør vi så.

Af Ejvind Olesen

Efter over en snes sommerklummer er tiden inde til så småt at nærme sig hverdagen, som for os på standby.dk er næste mandag, 4. august, hvor vi igen udkommer kl. 0700 og med takeoff.dk ved frokosttid.

Turismeforsker Jane Liburd fra Syddansk Universitet har til bladet Ny Viden målt på lykkeværdier på ferien, hvordan man så end gør sådan noget! Hun fastslår, at det eneste, der batter noget er, når vi får oplevelser, der sætter de ting vi tager for givet i perspektiv og pirker til vores holdninger.

Lad os da i den sidste sommerklumme i denne omgang selv vove forsøget:

Lykke er, når vi kan købe en rejse, der er billigere end vi havde troet.

Lykke er, at køen i lufthavnen ikke er for lang.

Lykke er, at vores solcreme ikke bliver taget fra os i sikkerhedsvagten.

Lykke er, at flyvefisk og rødvin ikke havner i skødet, når passageren foran pludselig slår stolen tilbage.

Lykke er, at vores fly ikke er forsinket, og at vores bagage kommer frem sammen med os.

Lykke er, når vi ikke får et værelse med udsigt til en mur.

Lykke er, at vi ikke skal bo i en indvendig kahyt på krydstogt.

Lykke er at blive inviteret til kaptajnens bord.

Lykke er at kunne få kontakt med sin rejseleder på en chartertur – uden for besøgstiden.

Lykke er ikke at have glemt at tegne forsikring, når man glider i badeværelset.

Lykke er, at vejret i det mindst er lige så godt, som det vi forlod derhjemme.

Lykke er at kunne give de rigtige drikkepenge, som kan forsørge tjeneren og hans syv børn hele den lange vinter.

Lykke er at kunne stå imod ihærdige unge, som vil sælge timeshare.

Lykke er. at flaskerne i kufferten, som betød en besparelse på 40 kr., ikke er knuste, når vi kommer hjem.

Lykke er, at vores overvægt ikke må blive bemærket.

Lykke er, når vi kommer hjem, at nogen gider se vores video og fotos og høre om vores ferie, så vort liv som turister ikke har været forgæves.

God tur!