Lufthavn nedsætter afgifter

Schiphol lufthavn flyLUFTFART: Det hører til sjældenhederne, at lufthavne reducerer deres afgifter, men det sker igen fra april næste år i Hollands hovedlufthavn.

Fra april næste år formindsker Schiphol-lufthavnen ved Amsterdam sine afgifter med 11,6 pct. Lufthavnen begrunder det usædvanlige tiltag med, at den både sidste år og i år har haft højere indtægter end forventet fra flere passagerer – ligesom storlufthavnen har haft held med at nedskære sine omkostninger.

Også i april i år nedsatte Schiphol af samme årsag sine afgifter 6,8 pct.

Schiphol medgiver, at en ”bagtanke” bag afgifts-reduktionerne er at øge dens tiltrækningsgrad og dermed få mere omsætning, skriver hjemmesiden dutchnews.nl

Ifølge egne oplysninger har Schiphol det næststørste ”optage-område” i Europa – ca. 35 mio. personer bor op til 200 km fra lufthavnen.

Schiphols halvårsregnskab kom i august. Her oplyste Schiphol Group om en stigning i sine indtægter på 1,1 pct. til 684 mio. euro – trods reduktionen med de knap syv procent lavere lufthavnsafgifter fra april i år.

I årets første halvår steg passagertallet i Schiphol fem procent til 27 mio. rejsende.