Lufthansa fastholder afgift på 16 euro

0

lufthansa frankfurt boeing b747LUFTFART: Fra på tirsdag, 1. september, gennemfører Lufthansa-gruppen sin kontroversielle beslutning om afgift på 16 euro på billetter booket via reservationssystemer. Beløbet skal ikke betales ved booking på Lufthansas hjemmeside. Den europæiske brancheorganisation for rejsebureauer har klaget til EU.

”ECTAA – den europæiske brancheorganisation for rejsebureauer – har klaget til EU-Kommissionen over Lufthansa-gruppens adfærd i sagen. Og det ville undre mig, hvis der ikke også er kommet klager fra f.eks. reservationssystemerne, GDS’erne.” Det sagde direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, i går til standby.dk – han er i år formand for netop ECTAA.

Klagen fra ECTAA vedrører Lufthansas mulige overtrædelse af EU-forordning 80/2009 om Code of Conduct for GDS’er.

”Lufthansa-gruppen (udover Lufthansa også Austrian, Brussels Airlines og Swiss, red) er ikke dominerende i hele Europa, men er det på nogle ruter, f.eks. fra Frankfurt til Bruxelles, Wien og Zürich. Og har man næsten monopol på nogle ruter, kan EU have synspunkter på, om der kan lægges 16 euro oven i billetprisen for bookinger via GDS’erne,” siger Lars Thykier og tilføjer: ”ECTAA har forgæves gennem sommeren, siden Lufthansa oplyste om sin kursændring, prøvet at få møde med Lufthansas øverste salgsdirektør. Det har ikke været muligt, så vi tager det som udtryk for, at Lufthansa fastholder sit udspil, der aldrig blev præsenteret eller diskuteret med rejsebranchen inden Lufthansa oplyste om det.”

Fra næste uge forventes EU-systemet at være tilbage fra sommerferie, og her vil ECTAA tage kontakt med de relevante afdelinger i EU.

”Jeg ved ikke, om nogle rejsebureauer har skruet ned for bookinger med selskaberne i Lufthansa-gruppen, men vi så jo i sommer Danish Business Travel Association markant på banen i sagen. Og mon ikke der sker noget i kulisserne,” siger Lars Thykier.

DRF-direktøren har tidligere til standby.dk sagt, at Lufthansas beslutning om fra 1. september om at forlade samarbejdet med de globale reservationssystemer, GDS’erne, ”er total krig mod rejsebureauerne. Jeg tror ikke Lufthansa-gruppen har tænkt over, at ca. 70 pct. af billetterne sælges via rejsebureauerne. Lufthansas afgift på 16 euro er grebet ud af luften, så mange penge betaler Lufthansa ikke for bookinger via GDS’erne.”

I sommer hed det fra Danish Business Travel Association, der repræsenterer de store travel managers i Danmark: ”Mange firmaer vil styre rejsende væk fra Lufthansa Gruppen” pga. bookinggebyret DCC (Distribution Cost Charge) på 16 euro i reservationssystemerne.

DBTA skrev bl.a. i sin pressemeddelelse: ”At bestille rejser via Lufthansa Gruppens egne kanaler er besværligt og gør, at man mister muligheden for at se de alternativer til rejsen, GDS’erne giver.”

111 travel managers i Danmark, Sverige, Norge og Finland svarede, da deres brancheforeninger spurgte om deres syn på Lufthansas planer. I Danmark svarede 16 af de 40 travel managers i DBTA. Ud af de 111 nordiske besvarelser oplyste 68, at de årligt bruger 690 mio. kr. på flybilletter med de fire medlemmer af Lufthansa-gruppen.

Morten Balk, der som landechef for Lufthansa-gruppen i Danmark, må stå på mål i sagen, sagde i sommer til standby.dk: ”Vores beslutning skaber røre i rejsebranchen. Men vi mener, at det er rigtigt at kanalisere de reelle omkostninger i de respektive distributionskanaler. Vi har længe betalt for meget ved distribution via GDS’er. Vi ønsker at arbejde med vores distributionspartnere, rejsebureauer og virksomheder – ikke imod dem. GDS’erne er for dyre og kan ikke udstille vores produkter på en tidssvarende måde.”

Protesterne mod Lufthansa-gruppens beslutning kommer ikke kun fra Norden. En gruppe på 66 europæiske erhvervsrejsebureauer, Advantage Focus Partnerships, har netop bebudet ”en periode uden samarbejde” med LHG, Lufthansa Group. ”Blokaden” omfatter træning i nye LHG-produkter, studieture, marketing og samtaler med sælgerne fra LHG, der udgør ca. otte pct. af Advantage-medlemmernes salg af flybilletter.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn