Lufthansa bruger milliarder på nye flystole

lufthansa premium economy class flyselskaber kabine

Lufthansa Premium Economy.

FLYSELSKABER: Europas største netværksselskab installerer eller modificerer de 39.000 flystole på selskabets over 100 langruteflys First Class, Business eller den nye Premium Economy. Lufthansa kommer med nyt priskoncept i Europa – ligesom man til efteråret er klar med fem nye langruter til bl.a. USA.

(standby.dk, Berlin) Samlet bruger Lufthansa i denne tid ca. 11,5 milliarder kr. til den store indsætning af nye flysæder på de tre premium-klasser eller renovering af stolene på de tre klasser på langruteflyene.

På et pressemøde hos Lufthansa i går på den enorme ITB-rejsemesse i Berlin, fortalte flyselskabets salgsdirektør, Jens Bischof, bl.a. om den nye prisstruktur, der lanceres til efteråret: ”I vores nye priskoncept til flyvninger indenfor Tyskland eller Europa kommer der bl.a. tre valgmuligheder på turistklasse, Light, Classic eller Flex. Light er for rejsende kun med håndbagage, mens den dyrere Flex har flere muligheder. Vi kommer med flere detaljer til sommer, når vi er klar til at sætte de nye billettyper til salg.”

Og til efteråret er Lufthansa klar med fem nye destinationer, Tampa i Florida, mexikanske Cancun, Panama, Maldiverne og Mauritius. Alle ruterne får tre flyvninger om ugen.

Ellers er det helt store øvelse hos Lufthansa i år den fortsatte introduktion af selskabets nye Premium Economy på langruterne; siden produktet blev skudt i gang i efteråret har allerede 60.000 passagerer fløjet med Premium Economy.

Lufthansa er til juni klar med nye eller renoverede flystole til sin First Class og Business Class. Alle stole i Premium Economy er nye. Der er kommet 600 nye flystole til First Class, 7.000 til business class og 27.600 til Premium Economy.

Lufthansa har i snit 1.600 flyvninger indenfor Tyskland og Europa samt 100 langruteflyvninger om dagen.
Fra sommerprogrammet starter selskabet en rute med to fly om dagen mellem Frankfurt og Aalborg.