Luderjournalistik på vrangen

3
Ejvind Olesen.
Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Der er ingen grund til at få moralske skrupler på mediernes chefgange, fordi man tager imod en invitation. Om luderjournalistik, som stammer fra journalistkredse, er et børnerim passende: ”Det man siger, er man selv.”

Af Ejvind Olesen

Hvad enten det drejer sig om et flyselskab, hotel, turistregion eller krydstogtsskib, vil man gerne have sit produkt omtalt og vurderet. Sådan har det i princippet altid været. Og på den måde opstår presserejser. Det er der ikke noget odiøst i.

Med jævne mellemrum kommer der imidlertid etiske flip på redaktionerne. Kan vi tage imod? Gør vi os ikke afhængige? Er der optræk til luderjournalistik? Har vi råd? Eller gider vi spilde tid og penge på sagen?

De færreste vil vedtage selv at betale for en invitation (som det nu kræves af SAS med start til indvielsesflyvning fra København til San Francisco, vedlagt en regning på 10.000 kr.) De vælger nu en nødløsning, som samtidig giver lidt ro i sindet: ”Vi var inviteret på rejsen af XX”. Det ser man nu i de fleste større rejsemagasiner.

Hvad i alverden skal læserne bruge en sådan oplysning til? Ville man have skrevet anderledes, hvis man ikke var inviteret? Hvornår har man set: ”Vi var inviteret af Det Kgl. Teater til at se Cabaret”. Formålet er det samme, omtale og anmeldelse.

Jeg har for en stor avis været med til at kulegrave hele problematikken for mange år siden. Helt som ventet udsprang det af ønsket om at se på, hvordan rejselivet levede med invitationer. Men vi tog for en ordens skyld hele buketten med, hvilket nok overraskede mange.

Hele buketten vil sige de invitationer og gratis hjælpemidler, som en stor avis modtager. Billetter til anmeldelse af alt fra Det Kgl. Teater til en landskamp i Parken (eller en ganske almindelig superligakamp) og meget andet, som afsenderen håber på at få omtalt og anmeldt. Bøger, CD`er, musik, bil stillet til rådighed til prøvekørsel, modeopvisning og meget andet. Da jeg var ansvarlig for avisens rejseredaktion, var det naturligvis min hovedinteresse. Mit argument var og er, at man ikke inviteres for sine blå øjnes skyld, men for at få omtale. I håb om en god omtale, men forhåbentlig også velvidende, at det kan blive det modsatte.

Jeg har aldrig accepteret begrebet luderjournalistik, som man så hånligt kan læse om i visse journalistkredse. Der kan aldrig blive tale om luderjournalistik, fordi redaktionen siger tak til en rejse med det formål at få skrevet om fly, hotel eller krydstogtsskib.

Den lidet smukke betegnelse bliver først aktuel, hvis journalisten kommer hjem og skriver bedre og andet end det, han eller hun egentlig mener for at tækkes den part, der har inviteret. Og på den måde svigter læserne på det groveste. Det er det værste man kan gøre. Læserne tror jo på deres avis.

Jeg skal ikke her offentliggøre, hvilke beløb vi kom frem til i udvalget, heller ikke vores konklusion, eller hvordan det hele endte. Men det var et seriøst arbejde, og vi havde ingen berøringsangst overfor invitationer. Det var der til gengæld andre i bladets ledelse, som havde. Det har det med at komme med jævne mellemrum.

Jeg vægrer mig ved at tro, at vi nogensinde ville have valgt at skrive, ”at vi var inviteret af X-tidende”. Det er simpelthen for sølle.

3 KOMMENTARER

  1. Sveriges TV´s gamle og nu desværre afdøde motorredaktør, Christer Glennings, fortalte jeg engang om en diskussion, vi havde i Motorjournalisternes Klub Danmark: Hvor store gaver kan vi tillade os at tage imod på presserejser?
    Til det svarede den gode Glennngs: “Herregud, det har vi diskuterad blant svenska motorjournalister många gångar, och vi er ense om en sak: De små gavorna tar vi emot med stor tacksamhet. De stora gavorna däremot tar vi emot med – vild begär!”
    Så var den sag afklaret.

  2. Problemet er jo ikke, når journalisterne siger ja til disse invitationer. Problemet er visse journalister, der tydeligvis og uden at blinke, malker leverandøren. Vi snakker business class flights, opgraderede hotelværelser, “lommepenge” til brug for godtbefindende og lignende for ellers vil journalisten ikke være med. Så er journalistikken reduceret til de, der betaler højest. Dermed får man på nogle fagområder, en meget ensidig omtale båret af egne interesser. Så er vi tæt på det grimme udtryk, du omtaler i denne artikel. Her må branchen feje for egen dør.

  3. Rolf Sømand bør sætte navn på de journalister, der – i følge ham – udnytter “leverandøren”. De er en skændsel for standen og fortjener ikke anonymitet.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn