Liv forsøder mit liv

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Hun er en dejlig pige, tilbyder mig fantastiske priser på en charterrejse, takker mig fordi jeg læser aviser, og fordi jeg ikke siger nej til reklamer. Tak Liv, fordi jeg lærte dig at kende.

Af Ejvind Olesen 

Hun smiler sødt til mig fra foto på visitkortet, hver gang hun skriver. I lukket hvid kuvert, som følger med mine aviser, eller senest med Idé Nyt. Det er en speciel hilsen til mig, skriver hun. Hun vil give mig en uforglemmelig oplevelse (ferieoplevelse, ingen misforståelse her). Sådan er Liv bare.

Takket være gode forbindelser, kan hun tilbyde mig en rejse til Tyrkiet, en uge på fire-eller fem stjernet hotel med overnatning (og andre ydelser!) for 990 kr. Mod normalprisen på 6.390 kr. Det er ovenikøbet med en rundrejse mellem Middelhavet og Ægæerhavet. Der er heller ingen lufthavnstillæg. Hun gør ekstra opmærksom på et tillæg, som mig bekendt heller ikke findes hos andre.

Liv vedlægger en værdikupon til 5.400 kr. Det er jeg glad for, for jeg ved at bare flyrejsen alene koster minimum 2.000 kr. Liv gør mig med rette opmærksom på, at der er inkluderet morgenmad, lufthavnstransport, dansk (eller engelsk) rejseleder. Så er vi allerede på 3.000 kr. plus hotel og basisudgift – og Liv sælger mig det hele for 990 kr.! Det er da en smuk tanke.

På vegne af den danske dagspresse, vil jeg også gerne takke. Jeg fik først brevet fra Berlingske, hvor hun rettede en særlig tak til mig som trofast læser. Det falder mig ikke svært, eftersom jeg var ansat i 37 år på netop den avis.

Ikke så længe efter kom et lignende brev med Jyllands-Posten, hvor hun igen takkede, fordi jeg læste netop denne avis.

Derefter dumpede der et brev ned til mig i dyngen af adresseløse forsendelser, hvor Liv giver mig en særlig tak, fordi jeg læser Idé Nyt. Det ved hun bare ikke noget om, for den kommer til alle husstande, som ikke har bedt om at blive fri.

Liv, måske får du underskud, det kan du næppe undgå, men da du bakker den trængte danske dagspresse op, får du måske en skærv til hjælp.

Det er dejligt, at der findes sådan nogen som dig til at forsøde vores tilværelse.

God weekend