Lille fyringsrunde i stort rejsebureau

Peter Rasmussen.

Peter Rasmussen.

TURISME: ”Vi har til tider behov for at kigge på vores kompetencer og bemanding,” siger direktør for kendt dansk rejsebureau, der netop har opsagt fire ansatte. På plussiden har det netop overtaget et sportrejsebureau.

Profil Rejser har netop opsagt fire af sine medarbejdere – det store rejsebureau har nu 60 ansatte, oplyser adm. direktør, Peter Rasmussen, til standby.dk.

”Profil Rejser bliver stadig større, vi udvider, opkøber mindre rejsebureauer, så engang i mellem har vi brug for at kigge på vores kompetencer og bemanding. Det har vi gjort, det betød desværre farvel til fire gode kolleger,” siger Peter Rasmussen.

Profil Rejser meddelte i går, at rejsebureauet netop har overtaget det temmelig ukendte sportsrejsebureau Sportconcept fra Horsens. En søgning af ”Sportconcept” på såvel standby.dk som takeoff.dk gav ingen resultater – bureauet har ellers eksisteret siden 1993.

Profil Rejser kender Sportconcept, fordi Profil har udstedt IATA-flybilletter for bureauet, siger Peter Rasmussen.

Overtagelsen af Sportconcept skete 1. december, men først i går – over to uger senere – udsendte Profil Rejser pressemeddelelse om overtagelsen.

Rejsebureauets officielle navn er Sportconcept International (SCI). Nu bliver virksomhedens samlede aktiviteter og medarbejdere en del af Profil Rejser Golf & Sport. Dermed er Profil Rejser et af de største rejsebureauer i Danmark inden for sportsrejser, oplyser Profil, der tilføjer:

”SportConcept tilbyder en bred vifte med hovedvægten på fodbold. Træningslejre, fodboldturneringer for elite og bredde, har været på programmet siden bureauets start. Gennem årene har ”SportConcept” sendt danske svømmeklubber på træningsophold i Europa og USA, lavet arrangementer til La Mans, Formel 1, VM i fodbold, håndbold i Tyskland samt V.I.P. og netværksarrangementer for virksomheder.”

Bag SCI står Henrik Wieland, der fortsætter med ansvar for salg i den vestlige del af Danmark. Christian Kjær Madsen fra Profil Rejser Golf & Sport, fortsætter som chef for det samlede Golf & Sportsteam.

Sportconcepts kontor i Horsens vil fremover være udgangspunktet for Profil Rejser Golf & Sports aktiviteter i det vestlige Danmark.

Profil Rejser Golf & Sport er en division i Profil Rejser, der er ejet af Travel House-koncernen.