Læseranalyser på godt og ondt

2019/08/defaultmain.jpgGolf-Roenbjerg.jpgMICE---Schloss-Teschow,-golfMANDAGSKLUMME: Læserne gider ikke læse om golf- og skirejser, i hvert fald ikke i en bestemt stor morgenavis. Analyser og fokusgrupper skal ikke tillægges for stor betydning, men man må gerne lytte.

Af Ejvind Olesen

Den redaktør, som præcis ved, hvad læserne vil have, er ubetalelig. Og findes selvfølgelig heller ikke! Derfor tyer dagblade og magasiner med jævnlige mellemrum til analyser blandt udvalgte læsegrupper. Det kan være over nettet, eller det kan være i særlige fokusgrupper.

Mange gange fastsættes det redaktionelle udvalg med lidt for megen skelen til de resultater. Dels er det oplaget, dels annoncetilgangen, som ofte er afgørende for valg af temaer. Er der ingen kommerciel opbakning, skal det hele baseres på nogen, som gerne vil være med, bare det ikke koster dem en krone. Tror man, at læserne stort set – måske bortset fra et lille fåtal – er ligeglade, så droppes den plan igen.

Det fremgår også af redaktør Gitte Holze i lørdagens udgave af Rejseliv i Berlingske. Resultat af junis læseranalyse viser, at redaktionen ikke behøver at interessere sig for golfferie, for det gider folk ikke læse om, og i samme gruppe gælder det skiferie. Et hit i dag er storbyferie.

Det kunne jeg godt have fortalt mine kolleger efter 25 år som redaktør af tillægget baseret på utallige prøver.

Med hensyn til golf er det sådan, at flere og flere spiller golf her i landet. Der er bare det ved det, at en golfspiller stort set kun interesserer sig for sit eget spil. Det taler man om før, under og efter en tur over 18 huller. Det ved jeg lidt om efter tre år som pressekretær (for mange år siden) for Dansk Golf Union.

Golfklubber annoncer stort set ikke, og det samme gælder rejsebureauer med golfrejser, altså er der ikke noget kommercielt incitament til at dyrke stoffet i spalterne og næppe heller på nettet.

Undtagelsen er, når store internationale turneringer løber af stablen – også med enkelte stjerner som hos Lars Larsen i Himmerland – da kan det samle mange tilskuere og TV-seere. Om det også får folk til at tage på golfferie til Himmerland, er straks en anden sag.

Det er lidt det samme med skiløb. Det er sjovt at være med til, men det er ikke vildt interessant at læse om. Vi prøvede i flere år på Berlingske med temaer om skiløb uden den store annoncemæssige succes, men dog nok med ret så mange yngre læsere. Til gengæld var det helt åbenbart, at skiløberne havde Politiken bedre fat i, end vi havde. Og sådan er det måske endnu.

Om kort tid skal vi på vores egen redaktion planlægge tillæg og temaer næste år i Stand By/TTG. Med en god portion erfaring i bagagen og en vis optimisme, når vi forhåbentlig frem til det rigtige resultat til fælles glæde for læsere og samarbejdspartnere.