Konkursbegæring mod First Hotels

first hotel østerportHOTELLER: Den næststørste hotelkæde i Danmark, First Hotels, har i fire måneder ikke betalt husleje til ejerne af Hotel Østerport. Derfor har hotellets ejer nu begæret First konkurs og bedt fogeden sætte First ud af hotellet. Sagen drejer sig om ca. 200 mio. kr.

I et usædvanligt træk har kommanditselskabet bag Hotel Østerport i København netop indgivet konkursbegæring mod den store norske hotelkæde First Hotels, der alene i Danmark har 18 hoteller.

Årsagen er manglende huslejebetaling for First Hotel Østerport, som den norske kæde har drevet i to år – men ikke betalt husleje til de seneste fire måneder.

First Hotels mener, man betaler for høj husleje for flere af de hoteller i Danmark, First for to år siden overtog fra en anden norsk kæde, Choice Hotels. First har angiveligt fået udlejerne af flere af de hotelejendomme, kæden driver i Danmark, til at sænke huslejen. Men der er ikke kommet nogen ny aftale med ejerne af det 170 værelser store Hotel Østerport.

”Vi havde sidste måned en ny forhandlingsrunde med First. Forskellige løsningsmodeller kom på bordet, f.eks. huslejenedsættelse eller at ejerne af hotellet selv overtog driften indtil en ny hoteloperatør var fundet,” siger bestyrelsesformand for Hotel Østerport, Henrik Busch, til standby.dk – han er bl.a. tidligere kommerciel direktør i Københavns Lufthavn og i dag i bestyrelsen for bl.a. Wonderful Copenhagen.

Men der kom ifølge Henrik Busch intet konkret ud af mødet 18. april mellem hotellets ejere og First.

”Vi har fra ejerkredsen ønsket at gøre dette pænt uden at gå i krig med First, men vi er blevet gidsel i denne sag – og da der i sidste uge heller ikke kom husleje for denne måned, indgav vores advokater konkursbegæringen og bad Kongens Foged sætte First ud som forpagter af hotellet. Fogeden kommer 18. juni,” siger Henrik Busch og fortsætter:

”Ud over den manglende månedlige husleje fra februar og til foreløbig maj, har vi også et erstatningskrav på 160 mio. kr. mod First for den husleje, de skulle have betalt frem til deres kontrakt med os udløber i år 2024. Hertil kommer en kontraktlig udgift på ca. 30 mio. kr., som First har overfor vores hotel til at sørge for, at det er i samme stand, som da First rykkede ind.”

”Ejerne af Hotel Østerport beklager, at det er kommet til konkursbegæring og fogedudsættelse, vi synes, vi har været meget åbne for en løsning – men First har ikke vist nogen vilje til at løse problemerne. Og det er ikke rimeligt, at ejerne af Hotel Østerport skal stå på mål for, at First ikke har været dygtige nok til at drive hotelvirksomhed og derfor mangler penge til bl.a. husleje til os. At andre hotelejere lægger sig på ryggen for First og sænker huslejen, er deres problem,” siger Henrik Busch og tilføjer:

”Vi indgiver ikke konkursbegæringen for at være hævngerrig, men fordi man skal overholde sine aftaler. Vi har gennem et halvt år været i kontakt med et par andre hotelkæder, som gerne vil drive Hotel Østerport; dels en hovedkæde, der gerne vil ind på det danske marked, dels en hotelkæde som allerede er her.”

Til den norske Finansavisen.no, siger ejer af First Hotels, Asmund Haare, at First Hotels gennem længere tid har forsøgt at få en aftale med ejerne af Hotel Østerport, at der først kom et møde i april, og at ejerne af Hotel Østerport bl.a. afviste at overtage hotellets ansatte, hvis ejerne selv skulle stå for driften.

Asmund Haare afviser, at First Hotels har underskrevet nogen aftale med Hotel Østerport om at være lejer frem til 2024 – han siger, at denne aftale indgik hotellet med den tidligere forpagter, Choice Hotels.

Standby.dk har flere gange de seneste måneder skrevet om striden mellem Hotel Østerports ejere og First Hotels – skriv f.eks. ”Hotel Østerport” i søgefunktionen her på hjemmesiden for at finde de tidligere artikler.