Kokkedal Slot holder budgettet

0

Kokkedal_Slot_Air_201301-kopi-1024x678HOTELLER: ”TV-udsendelsen fik hjemmesiden til at bryde sammen,” siger adm. direktør Michael Telling, som har valgt at fratræde det eksklusive slotshotel i Hørsholm og overlade jobbet til medlem af bestyrelsen.

Det kom som en stor overraskelse forleden for personalet på Kokkedal Slot, at adm. direktør Michael Telling ikke fortsætter det job, som han startede i februar for to år siden samtidig med, at slottet endelig var blevet færdig efter en meget kostbar renovering for den nye ejer Mikael Goldschmidt.

”Efter en gennemgribende renovering og positionering af slottet både i Danmark og internationalt, er det naturligt for mig at lade stafetten gå videre,” siger Michael Telling i den officielle pressemeddelelse.

Og hvad er så den egentlige grund Michael Telling?

”Det er faktisk den rigtige. Jeg har været med siden starten i februar for to år siden. Vi har netop haft en vellykket TV-udsendelse, hvorefter vores hjemmeside populært sagt blev lagt ned. Weekenden efter havde vi på det nærmeste udsolgt. Og ja, vi har holdt vores budgetter.

Jeg har bare den frygtelig dårlige vane på et tidspunkt, når opgaven er løst, vil jeg videre. Ikke særligt smart driftsøkonomisk eller privatøkonomisk, men sådan er det bare.”

Og det er ikke fordi bestyrelsen vil optimere driften med højere priser, højere belægning og færre ansatte?

”Nævn mig en hotelbestyrelse, som ikke gerne vil det. Men det har ikke været temaet, og jeg mener heller ikke, at planen er en stor sparerunde, men derimod at bygge videre på det, der nu er skabt. Men det må bestyrelsesformand (Mikael Goldschmidt) jo udtale sig om. Jeg fortsætter loyalt indtil min efterfølger er på plads og slutter senest i august.”

Hvad skal du så?

”Det ved jeg ikke. Det er det spændende. Men telefonen har allerede ringet et par gange.”

Stillingen som chef for det, der er kaldt Danmarks flotteste slotshotel, overtages af direktør Birger Baunhøj Sørensen, som ud over at være medlem af bestyrelsen også har været adm. direktør på Hotel Lautruppark i Ballerup.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn