Kørte over Øresundsbroen for millioner

 

Foto: Stig-Åke Jønsson, Øresundsbron.

TURISME: I lørdags passerede 30.955 køretøjer Øresundsbroen, det var ny døgnrekord og første gang, at over 30.000 køretøjer passerede den faste forbindelse på et døgn. Øresundsbroen ved endnu ikke, hvor mange penge der kom i kassen på rekorddagen.

“Ferietrafikken er i år generelt højere end vi tidligere har set. Der var ingen specifik begivenhed eller event, der genererede den høje trafik i lørdags,” siger Karsten Längerich, chef for privatmarkedet hos Øresundsbron.

Sidste uges trafik var syv procent højere sammenlignet med samme uge sidste år.

Ser man alene på BroPas-trafikken, som kun tæller fritidstrafik, var der en øgning på ni procent. Stigningen gælder både trafik fra svensk og dansk side, men den svenske stigning på 12 procent er dobbelt så høj som den danske.

”Konkjunkturerne lige nu er ikke sådan, at den ene side trækker markant mere end den anden. Den svenske og danske krone ligger nu lidt tættere på hinanden. Det går godt for begge lande, og både danskere og svenskere kører mere nu, end de gjorde for et år siden,” siger Karsten Längerich.

I snit passerer 19.000 køretøjer i døgnet den 16 km. lange faste forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Karsten Längerich oplyser til standby.dk, at Øresundsbroen endnu ikke ved, hvor mange penge de over 30.000 krydsende køretøjer betalte i lørdags:

”Vi opgør omsætningen per måned. Juli plejer at være den måned med højest omsætning på året, men det kommer også an på andre forhold såsom udviklingen i valutakursen, hvordan falder ugefakturering mv.”

Ifølge Øresundsbroens regnskab for 2014 var snitprisen for et køretøj sidste år 175 kr. Det skulle i så fald have givet en omsætning i lørdags på 5,4 mio. kr.

”Men så enkelt er det desværre ikke. For vi har ikke ret mange pendlere i juli, så snitprisen ligger noget højere. Men jeg ved endnu ikke hvor meget. Snitprisen svinger rigtig meget, alt afhængig af trafiktyperne. Lastbiler, busser og kontantbetalende kunder betaler mest, pendlerne mindst. Priserne svinger fra 34 kr. til langt over 1.000 kr.,” lyder det fra Karsten Längerich.